Fortsæt til indhold
Erhverv

Butikscentre vandt juleslaget

Indehaverne af butikker i landets mange butikscentre vandt slaget om søndagskunderne.

Af ANDERS ROSTGAARD

Efter det første år med åbent i de fleste af landets butikker alle søndage i december tegner en rundringning til nogle af landets største butikskæder et samstemmende billede af kundernes færden: Butikker i centre og i byer, der har gjort meget ud af markedsføringen af søndagsåbent, tiltrak flest kunder.

»Min umiddelbare vurdering er, at de, der har haft mulighed for at trække de store masser til, er dem, der har fået mest ud af søndagsåbent. Og det sker selvfølgelig på bekostning af de mindre butikker,« siger kædechef for Bog & idé-butikkerne, Henrik Christensen.

Samme melding kommer fra legetøjskæden Top-Toy, som står bag Fætter BR og Toys'R'Us.

»I de store centre har der været en god koncentration af kunderne. Det samme gælder de steder, hvor cityforeningerne har været meget aktive. I de mindre byer har det været en mindre fornuftig forretning,« siger direktør for legetøjskæden, Henrik Gjørup.

Forvirring om åbningstider

Tøjkæden Hennes & Mauritz peger på, at forvirring om åbningstiderne er en af årsagerne til, at centrene har vundet kampen om kunderne.

»Der har været forvirring om åbningstiderne, og det er selvfølgelig lidt ægerligt - mange steder er det ikke lykkedes butikkerne at blive enige om dem. Derfor har det været lettest for kunderne at finde ud af tingene i centrene,« siger marketingchef Christel Friis-Mikkelsen.

Lukkeloven blev ændret 1. juli i år. Her fik landets butikker udover den obligatoriske søndag før jul mulighed for at slå dørene op fire ekstra søndage. I de kommende år forøges tallet til otte.

Og selv om kunderne ikke umiddelbart af den grund får flere penge på lommerne, har søndagsåbent ifølge Dansk Supermarked alligevel haft sine fordele.

»Søndagsåbent har givet en velsignet ro i de store butikker. Det har betydet, at trykket er blevet fordelt lidt bedre. Kunderne kan komme lettere rundt i butikkerne. Dermed ryger der også flere varer ned i vognene,« siger informationschef Poul Guldborg fra Dansk Supermarked, der blandt andet ejer kæderne Bilka og Føtex. Han spår øget indtjening, selv om det også koster ekstra penge i lønninger at holde butikkerne åbne om søndagen.

Gaverne er dyre i år

Læs side 3