Fortsæt til indhold
Indland

Tidligere dyrepasser begik selvmord i tigerbur

En 31-årig mand blev mandag morgen fundet død i tigerburet i Næstved Zoo. Den tidligere dyrepasser havde stjålet en nøgle og låst sig ind til rovdyrene.

Da medarbejderne ved Næstved Zoo mødte på arbejde tidligt mandag morgen, ventede der dem et makabert syn.

En tidligere kollega, der ifølge politiet var psykisk syg, havde valgt at begå selvmord i selskab med de Bengalske tigre på sin gamle arbejdsplads.

"Han er brudt ind hos tigrene, har åbnet tigerburet og hældt benzin over nogle halmballer og sat ild til. Manden døde af røgforgiftning og blev siden delvist ædt af tigrene," fortæller vagtchefen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzaus Bureau.

Stjal nøgle til tigerburet

Ifølge dyrehavens ejer, Peter Bo Rasmussen, havde manden låst sig ind i tigerburet med en stjålet nøgle, men alligevel mener zoo-ejeren ikke, at sikkerheden ved tigerburet bør forbedres.

"Han har simpelthen stjålet en nøgle på mit kontor. Man skal ind gennem tre rum for at komme ind på mit kontor. Med eller uden nøgle skulle han nok være kommet ind til tigrene, ellers var han hoppet over hegnet," siger Peter Bo Rasmussen til DR Sjælland

Fyret fra haven i vinter

Ekstra Bladet skriver, at den 31-årige mand havde været ansat i Næstved Zoo i henved 10 måneder og var meget betaget af havens bengalske tigre.

Ifølge avisen blev han psykisk syg i vinter, og han blev efterfølgende fyret, fordi hans sygdom havde gjort ham til en sikkerhedsrisiko.

Ejeren af Næstved Zoo, Peter Bo Rasmussen, oplyser til DR Sjælland, at de ansatte fortsat er rystede over hændelsen og vil blive tilbudt psykolog-hjælp i det omfang, der er behov for det.

Tiger-bestanden i Næstved Zoo består af en hun og en af de sjældne hvide hanner. 1. Maj i år fødte den bengalske tigerhun ifølge Næstved Zoos hjemmeside tre unger.