Til te hos Hitler
Kehlsteinhaus i det sydøstligste Bayern er en af Tysklands mest besøgte turistattraktioner. Historisk set skuffer besøget lidt, men udsigten er storslået.
Lederhosen, umpa-musik og øl? Jo, det er Bayern også, men det er meget mere.
En af mange perler er Berchtesgarten i det sydøstligste hjørne af Bayern, tæt på den østrigske grænse. Området lever i høj grade af turisme. Om sommeren trækker skovene og den dybe gletsjersø Königssee, mens der om vinteren er gang i skiturismen.
Naturen og den friske, klare luft er uovertruffen. Her er tid til eftertænksomhed og fysisk udfordring. Udsigten fra alle tinder omkring Berchtesgarten tager pusten fra de fleste og fjerner det meste spindelvæv fra hjernen.
Første stop på vores historieinspirerede tur i området var Obersalzberg. Inden vi nåede så langt, måtte vi dog ud på en lille omvej i de bayerske nåleskove, eftersom tyskernes organisatoriske sans for en gangs skyld svigtede. De mange omhyggeligt opsatte træskilte gjorde i hvert fald mere skade end gavn, og efter en halv times frustration mødte vi en flok briter, der advarede os mod videre fremfærd og spydigt bemærkede:
»Vi tager bilen.«
Obersalzberg var Adolf Hitlers foretrukne feriested i Bayern og blev i første halvdel af 1930'erne tømt for sine oprindelige indbyggere til fordel for Hitler og andre naziledere, der lod omfattende militærinstallationer med bl.a et bunkerkompleks opføre.
Trods de ihærdige britiske bombninger af Obersalzberg er bunkerkomplekset stort set intakt i dag.
I dokumentationscentret, der er opført, hvor Hitlers sommerhus, Berghof, lå, kan man blive bekendt med nazispidsernes gøren og laden i området. Desværre er udstillingen ikke noget at skrive hjem om, men vi slår tiden ihjel, mens vi venter på bussen, der skal føre os til Kehlsteinhaus, populært kaldet Ørnereden eller Hitlers Tehus, syv kilometer længere oppe ad Kehlstein-bjerget.
Ikke for fodgængere
Syv kilometer, skulle det nu være noget, som et par garvede vandrere ikke kan klare til fods, skønt der er lidt hældning på opstigningen? Ja, vi får ikke engang lov til at prøve, men må slukørede hoste op med 270 kr. for at komme med specialbussen til toppen, entreen til Kehlsteinhaus inklusive. Prisen er opskruet, men sådan fungerer monopoler desværre.
Vejen er lukket for almindelig trafik, og på turen derop forstår man hvorfor. Vejen er så smal, at det ville være for farligt at slippe privatbilister og fodgængere løs på strækningen. Bjergsiderne går lodret ned bag meget små stensætninger, og selv for den hårdføre rejsende, der ikke lider af højdeskræk, er det let at få lidt svedige håndflader.
Kehlsteinhaus ligger på toppen af Kehlstein-bjerget med en fabelagtig udsigt over Obersalzberg.
Huset var en gave fra nazistpartiet til Adolf Hitler på dennes 50-års-fødselsdag i 1939, og det var tænkt som et tehus, hvor udenlandske diplomater kunne charmeres eller presses. Ironisk nok blev det sjældent benyttet, eftersom Der Führer led af højdeskræk og foretrak Berghof og bunkeranlægget ved Obersalzberg længere nede. Faktisk anslås det, at Adolf Hitler kun besøgte Kehlsteinhaus omkring 10 gange og aldrig i længere perioder.
En snert af mystik
Opførelsen af Kehlsteinhaus blev forestået af nazistpartiets førstesekretær, Martin Bormann, og kostede, hvad der svarer til over en mia. kr. i dagens penge. Det kostede 12 menneskeliv, da den 124 meter lange elevatorskakt skulle konstrueres i den massive bjergvæg, og de godt syv km bjergvej skulle anlægges.
I dag er der indrettet en restaurant i huset. En velgørenhedsorganisation står for driften af stedet, som er et af de mest besøgte turistmål i Tyskland.
Umiddelbart er der i dag ingen indikationer på, at dette skulle være et sted med speciel tilknytning til nazismen. I selve bygningen er der ingen dokumentation for tiden før 1945, men til gengæld en udstilling om de allieredes brug af Kehlsteinhaus som hovedkvarter i den sidste del af krigen. Det er egentlig kun ved indgangen til den granittunnel, der fører hen til en monumental messingelevator op til Kehlsteinhaus, at man for alvor føler historiens uhyggelige vingesus.
Henlagt i mørke munder tunnelen ud i et dunkelt cirkulært rum, hvor fakkelholdere endnu er synlige på hver side af elevatoren, og her oplever man en snert af den pompøsitet og mystik, der spillede en stor rolle i den nazistiske mytologi.
Ørnen er fløjet fra reden, og tilbage var der under vort besøg kun et par krager, der kredsede rundt over huset, mens snefnug dansede i den kølige bjergbrise. Og så den storslåede udsigt, som vi nød til en tiltrængt kop varm te.
Læs også: Schweiz - også om sommeren