Asger Jensby pyntede på sit CV
Efter flere måneders medietavshed bryder IT Factory's tidligere bestyrelsesformand og hovedaktionær, Asger Jensby, nu tavsheden. Det er 21 Søndag på DR, der har fået et interview med manden, og der er flere opsigtvækkende indrømmelser fra Asger Jensby.
Kort efter, at skandalen rullede i december sidste år, kritiserede han selv sin tidligere direktør, Stein Bagger, for at have pyntet på sit CV, men nu viser det sig, at Asger Jensby har gjort det samme. På blandt andet net-mødestedet Linkedin og i talrige andre erhvervssammenhænge har Asger Jensby således hævdet, at han i 1973 blev uddannet cand.merc. ved Handelshøjskolen i Århus. Problemet er blot, at det ikke passer. Det bekræfter Handelshøjskolens pressechef over for 21 Søndag, og i interviewet erkender Asger Jensby, at der er tale om en "fejl" på CV'et.
- Jeg studerede der i flere år, men er kun HA, siger Asger Jensby til DR.
Pynteriet kan få fatale konsekvenser for Jensbys fremtidige karriere, vurderer Kirsten Fjord, som er partner i Nordens største headhunterfirma, Sam Headhunting:
- Asger Jensby er en færdig mand i erhvervslivet. Når han lyver om sit CV, vil alle spørge sig selv, hvad han ellers lyver om.
Mistanke til Bagger
Over for DR erkender Asger Jensby desuden, at han set i bakspejlet - før skandalen rullede - burde have konfronteret Stein Bagger med sine bange anelser.
- Det er altså den vurdering, du skal gøre, når du sidder midt i det, og hvor du ikke er sikker på, om du har ret. Og jeg havde heller ikke en tvivl om, at Stein Bagger lavede noget, der ikke var korrekt, siger han.