Læge: Vælg selv barnets øjenfarve
Amerikansk læge lover kommende forældre, at de kan vælge barnet hudfarve, øjenfarve og hårfarve. Og naturligvis barnets køn.
Han har i flere år tilbudt forældre at vælge kønnet på deres barn.
Og nu lover den kontroversielle læge Jeff Steinberg, at kræsne forældre kan bestemme hudfarve, øjenfarve og selv hårfarve på deres kommende baby.
Det skriver avisen New York Daily.
”Mens vi foretog valg om kønnet… så opdagede vi teknologien til at identificere øjenfarve og hårfarve,” siger Steinberg, der har klinikker i New York og Los Angeles.
Rent praktisk befrugter Steinbergers assistenter æg i et laboratorium og undersøger derefter hvilke æg, der udvikler hvilke øjenfarver og hårfarver.
Æg med ”forkert” hårfarve bliver smidt ud, mens ”korrekte” æg bliver sat op i moderen.
”Det er sygt”
Blandt eksperter er der uenighed om hvorvidt Steinberger kan overholde sit løfte, men de fleste kalder fravalget af ellers sunde børn alene på grund af hårfarve for ”ulækkert”.
”Det er sygt at smide et medlem af familien ud blot fordi, at det ikke opfylder alle ens ønsker,” siger Lori Kehoe, leder af komiteen for liv i New York.
Professor Alexander Capron, bioetiker og professor i jura og medicin på universitetet i det sydlige Californien kalder udvælgelsen for ”problematisk”
”Spørgsmålet om ubetinget kærlighed – som er dét, forældre bør give deres børn – bliver totalt undermineret med dette,” siger han.
"Intet kan stoppe det"
Jeff Steinberg forsvarer sig dog gerne.
”Genetisk udvælgelser er fremtiden. Det sker allerede, og det er ikke på vej væk. Tværtimod bliver det større. Så hvis nogen har store problemer med dét, så bør de genoverveje deres holdninger. Der er intet, der kan stoppe det,” siger Steinberg.
Lægen vil tilbyde sin service kommercielt til alle interesserede indenfor de næste seks måneder.