Interview med Franz Beckerlee: Fra gasserne til folket

Der er skuffende lidt Rabalderstræde over Franz Beckerlee, da han træder ind i lokalet.

Væk er det flagrende hår, de spraglede gevandter, som ellers har fået en renæssance i disse år. Ansigtet er slet ikke så furet af masser af fede spotlight og Gasolin' som forventet. Han holder sig ganske enkelt for godt!

»Det er fordi, jeg bruger en dyr natcreme,« smiler han.

Trækkene er forbavsende rene, smilet er varmt, blikket fast og forløst. Som en bedstefar, som nyder sit otium i bevidstheden om, at han vist har gjort det ganske godt.

Og det er ikke forkert i tilfældet Franz Beckerlee.

Imellem os ligger en sort boks, "The Black Box", en nyrestaureret udgave af rockbandet Gasolin's samlede værker. Digitalt renoveret for anden gang, og suppleret med hidtil uhørt materiale fra et orkester fra Christianshavn, som hærgede den danske rockscene fra 1969-1978 med en ærkedansk afart af den amerikansk rockdrøm tilsat en solidaritet med arbejderklassen, som ikke kom ovenfra, men i øjenhøjden fra værtshuset henne om hjørnet, nede ad trappen..

Gasolin' var lige dele verdensattituder, Christianshavnerhørm, kvinde min, Langebro, Manhattan, Hendrix og hang til at drømme om storhed.

Det var også et band, som var drenget nok til at turde stræbe efter det internationale gennembrud, men som ret beset forblev et dansk, og til dels skandinavisk, fænomen med langtidsholdbarhed på egne breddegrader.

En holdbarhed, der nu har fået Sony til at investere i udgivelsen af denne imponerende æske.

»Det har aldrig lydt så godt, som det gør nu,« siger Beckerlee og åbner indholdet.

Designet er gennemført. Alle CD'erne er udformet som gammeldags LP-plader.

Alligevel ville forsanger Kim Larsen ikke være med.

»Han mente, at alt med Gasolin' jo i forvejen var udgivet. Og det kan han have ret i. De to andre (trommeslager Søren Berlev og bassist Wili Jønsson) var heller ikke så meget for at snakke for meget om det. De har jo også stadig deres musikkarrierer. Og hvor tit kan man snakke om ting, der sluttede for 25 år siden? Det er noget andet med mig. I dag er jeg kunster. Jeg har ikke spillet, siden vi stoppede Christianshavns Blues Band i 1993-1994. I øjeblikket er min guitar lånt ud til mine sønner på 39 og 41. Den ene vil endda til at tage undervisning!«

Beckerlee smiler. Furerne, som burde være der efter et langt rockliv, synes fjernet af mandens harmoniske buddhistiske indstilling til livet. Men han har noget andet på hjerte med denne boks.

Stor oplevelse

»Det har været en stor oplevelse at læse de kommentarer, vi har fået fra folk i branchen i den booklet, der følger med sættet. Det har været stort at opdage, at vi har haft en langt større rolle, da vi spillede, end jeg var klar over. Jeg havde jo rigeligt at gøre med at spille guitar og skændes med Kim i det kæmpe ræs, det endte med at blive. Det går først op for mig nu, at vi var meget mere end noget musik, man lyttede til. Uden at vide det, blev vi åbenbart talerør for en hel generation, der kunne identificere sig med det, vi var og stod for, og den musik og de tekster, som vi lavede,« siger Beckerlee.

»At vores insisteren på at holde med de små, de udstødte og de skæve eksistenser ramte noget, som en hel generation ligefrem følte, de var en del af, det var overraskende.«

Ifølge Beckerlee var holdet fra Christianshavn mere seriøst arbejdende end noget dansk orkester både dengang og siden. Af samme årsag havde ingen af de medvirkende tid til at orientere sig særligt om modtagelsen.

»Det var musikken, vi var besjælet af, og den var vi efter min mening bestilt af de højere magter til at lave. Det var musikken, vi var enige om og skændtes om. Og det var et full time job, det skal guderne vide,« forklarer Beckerlee.

Selv kom han fra jazzmusikken og var egentlig prisbelønnet saxofonist. Også vennen Wili Jønsson havde spillet jazz. På piano. Men pludselig begyndte de at eksperimentere med guitar og bas. Og Wili kendte en, der hed Kim Larsen, som godt nok var lidt grøn.

»Da vi tre mødtes, var det næsten en fysisk oplevelse af, at guderne smed en tændstik i krudtet. Vi blev totalt maniske og kunne kun snakke musik, forstærkere og guitarer. Og ingen kunne holde ud at snakke med os, for vi kunne ikke snakke om andet 24 timer i døgnet. Vi var en pine i røven for alle andre. Vi spillede altid, var lige hjemme og spise. Det kostede vores ægteskaber og alle andre forlod os. Selv Bjørn Uglebjerg, vi fik med på trommer det første år, kunne ikke holde det ud.«

Hvordan har det været at sidde med alle pladerne igen?

»Det sjove for mig har været pludselig at få et anderledes nuanceret syn på musikken. Nu er man pludselig så langt fra det, at man anderledes uinvolveret kan sortere skidt fra kanel. Jeg vil ikke ud med, hvad jeg synes, er hvad. Men det er jo en utopisk tanke, at alt, hvad vi lavede, var potentielle hits. Det har tiden jo også vist. Der har været de hits, der har været, og de holder for en stor dels vedkommende. Så er der nogle, der aldrig er blevet de hits, som jeg troede, de ville blive, mens vi stod i studiet. Hvorfor de ikke blev det, kan jeg høre i dag, da jeg hører det med andre ører. Men jeg vil ikke sige, hvilke sange, det drejer sig om.«

Hvorfor ikke?

»Det tilkommer ikke mig mere. Når Gasolin's musik er blevet folkeeje, er det, fordi musikken i de 25 år, der er gået siden vi holdt op, har fået dens eget liv og er blevet den myte og legende, den er blevet. Det har vi ikke haft indflydelse på. Og derfor er det ikke længere min musik,« fastslår Franz Beckerlee nænsomt.

Selvom den nye boks formentlig vil sætte gang i Gasolin' salget, gentager den gamle rockguitarist sit hedengangne slogan: Vi var aldrig in it for the money.

USA

Men hør, hov. Var der ikke noget med en satsning på et gennembrud i USA, der ikke blev til noget?

»Det var en total opfyldelse at komme til at spille i rock'n'roll land, hvor det hele var opstået. Det havde været den ultimative ære, hvis de havde taget det til sig. Havde Gasolin' været med for pengenes skyld, havde vi nok spillet til Roskilde Festivals fødselsdag og taget imod de 2,5 mio. kroner, vi blev tilbudt, ikke? Men vi gjorde det aldrig og vil aldrig gøre det igen. Gasolin' musikken har fået sit eget liv. Det skal man ikke blande sig i. Der skal ikke pludselig stå fire gamle mænd på scenen og spille Gasolin' og tro, at det er det samme,« siger Franz Beckerlee, som ikke havde den store oplevelse, da Dr. Dante gav en ny version af de gamle sange i den famøse teaterkoncert.

» Nej, jeg brød mig ikke om Dr. Dantes meget kolde og negative vibration. Men jeg havde en oplevelse i en anden opsætning, da Det Danske Teater lavede en Gasolin' forestilling. Jeg overværede premieren og jeg fik den fornemmelse, at folk sad og holdt øje med, om dem på scenen nu gjorde det ordentligt. De sad og vogtede på deres sange og tog ikke hensyn til mig. Da oplevede jeg, at det var blevet folks egen musik - at jeg sad iblandt dem, var dem fuldstændigt lige meget.«

Og der sad du og vidste, at alle pengene var brugt, dengang I sluttede - og at I grinede af det, da I fandt ud af det?

»Det var ikke en latter, der varede i flere uger. Men desværre hyrede vi en revisor, der satte vores overskud i en stor industriejendom på Avedøre Holme. Det endte med, at vi måtte sælge hele bygningen for 50 øre. Tre måneder efter Gasolin' var slut, stod jeg oppe på socialkontoret på Christianshavn, hvor alle grønlænderne fra torvet og eliten fra Christiania sad. De gloede og spurgte, hvad Fanden, jeg lavede hér, hvorefter jeg måtte sige: "Det går op og ned i showbiz". Ingen af os troede, at der ville ske det, som skete. Vi regnede med, at efter et par år ville vi være glemt. Men skæbnen ville, at royalties fra vores plader blev ved at løbe ind. Så efter syv år, hvor min royalty gik direkte til skattevæsnet, var min gæld betalt. Fordi musikken levede videre.«

anders.lange@jp.dk