USA har nu 300 millioner indbyggere
Antallet af indbyggere i USA gennembrød tirsdag en historisk grænse, da befolkningen nåede op på 300.000.000. Departementet med ansvaret for statistikker over befolkningen havde beregnet, at indbyggertallet ville nå det runde tal klokken 13.46 (dansk tid) - enten ved en fødsel eller en ny indvandrers ankomst.
Det runde tal gør USA til verdens tredjemest folkerige land efter Kina og Indien.
USA's indbygger nummer 200 mio. blev registreret den 20. november 1967, midt under Vietnam-krigen da Lyndon B. Johnson var præsident. Dengang blev begivenheden markeret med pomp og pragt, men på grund af en ophedet debat om illegal indvandring, blev tirsdagens begivenhed nedtonet.
Befolkningseksperter siger, at en massiv indvandring - heraf en stor del illegal - er en del af baggrunden for den store tilvækst i befolkningen i de seneste 39 år.
- Omkring halvdelen af væksten i den amerikanske befolkningen skyldes latinamerikanske indvandrere, og langt mere end halvdelen af væksten skyldes indvandrere og deres børn, sagde demografen William Frey fra Brookings Institution i Washington.
Smeltedigle
Han sagde, at væksten viser en tilbagevenden til USAs fortid som indvandrernation og som "smeltedigle" for mange forskellige nationaliteter.
- Dette er vigtigt, fordi det er et symbol for, hvor Amerika bevæger sig hen i dette nye århundrede, pointerede han.
Økonomen Nariman Behravesh, der er specialist i globaliseringsspørgsmål, hilste det velkomment, at den amerikanske befolkning vokser hurtigere end i andre industrilande.
- Det vil hjælpe os til at håndtere det pres på det nationale budget, som skyldes en aldrende befolkning. På grund af USA's størrelse har vi ingen problemer med at optage alle de nye indvandrere.
- Vores befolkning kunne fordobles, og vi ville stadig have en mindre befolkningstæthed end Japan og de fleste europæiske lande.
Den amerikanske befolkning ventes at nå op på 400 millioner midt i dette århundrede. I slutningen af det 21. århundrede vil antallet af amerikanere være nået op på 600 millioner.
/ritzau/AFP