Spaniere på konfrontationskurs

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Man kan sige, at billedet af de to lyntog, der kører mod hinanden i rasende fart, altså med sikker kurs mod en vældig ulykke, er lidt slidt. Men det er, hvad der først falder én ind, når talen i disse dage falder på Catalonien, den autonome region i det nordøstlige Spanien.

Søndag holder området en folkeafstemning om uafhængighed. Den er ifølge spansk ret ulovlig, og regeringen i Madrid truer med bål og brand og anholdelse af bl.a. regionens ministerpræsident, Carles Puigdemont. Sidstnævnte hævder, at Madrid med sine ransagninger af offentlige kontorer i Barcelona og beslaglæggelse af afstemningsmateriale i praksis har opsagt det catalanske selvstyre. Det kan der vel være noget om. Men det kan heller ikke komme som en overraskelse. Ingen ved, hvilken vej afstemningen går, hvis den overhovedet kommer. Meningsmålinger peger på et 50-50-resultat. Det lover ikke godt, selv om et stort flertal – stadig ifølge målingerne – ønsker en afstemning.

Vi mener, at den, med al respekt for catalonierne, er hul i hovedet. Vi tror på nationalstatens sammenhængskraft. Vi mener, at der i et demokrati – hvad Spanien har været siden slutningen af 1970’erne – bør være alle muligheder for en fornuftig meningsudveksling.

Man kan også minde om, at den spanske forfatning, der foreskriver, at en regions uafhængighed kun kan besluttes ved en landsdækkende, altså national, folkeafstemning, blev vedtaget med overvældende flertal af catalonierne 1978.

Uafhængighedsbevægelsen virker efterhånden en smule manisk, for ikke at sige teatralsk. Det er Puigdemont, ansporet af hans lille rabiate koalitionspartner CUP, der er blevet sammenlignet med det britiske Ukip, som kører løbet. Medierne er med ham. Puigdemont er tidligere journalist, så han har åbenbart de rette forbindelser og har lagt alle idealer om en alsidig presse til side.

Selvstændighedsbevægelser generelt har ikke været fremmende for borgerne i de pågældende regioner eller de stater, man ville bryde væk fra. Jugoslavien er et skrækindjagende eksempel, om end det efter langt flere end 100.000 dødsofre endte med, at de nye lande blev mere eller mindre demokratiske, i modsætning til det gamle, totalitære styre. Kludetæppet Belgien ligner heller ikke en succeshistorie, medmindre man betragter det som en bedrift, at de forskellige nationale strømninger i reglen holder sig til fredelige midler. Skotland var på nippet til selvstændighed på grund af en letsindig britisk premierminister, som derefter formøblede sit lands medlemskab af EU, uden at det derfor er begyndt at flyde med mælk og honning. Den centrale regering i Madrid har langtfra gjort alt rigtigt, og den har således givet demagogerne i Barcelona let spil. Skiftende premierministre har opført sig hovskisnovki; i øjeblikket er det Mariano Rajoy, der fører sig frem som stærk mand, åbenbart i håb om at udløse respekt i en tid med korruptionsskandaler i hans konservative parti.

Det korte af det lange er, at der må en politisk løsning til. Barcelona og Madrid må tale sammen, som voksne. Puigdemont & co. må holde op med at råbe og skrige; til gengæld skal Rajoy og hans folk begynde at lytte. Umiddelbart virker det fristende at pege på Québec, den overvejende fransktalende canadiske provins, der efter årtier med til dels voldelig separatisme nu ser ud til at ånde fred og idyl. Québec blev i 2006 udnævnt til »en nation inden for et forenet Canada«. Det kan af forfatningsmæssige årsager ikke kopieres til Catalonien, men det kan forhåbentligt viljen til en blød landing.