En dårlig Hollywood-film i Det Hvide Hus

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det er som i enhver mellemgod westernfilm: high noon på hovedgaden. Inde bag ruderne titter skræmte, men dog nysgerrige indbyggere frem for ikke at gå glip af det store opgør. Helten vinder altid til sidst.

Men hvad der foregår for tiden i Washington, er desværre ikke Hollywood-fiktion. Det er den skinbarlige virkelighed, og det er hele supermagten USA’s internationale reputation, der står på spil. Hvem der ender med at være helt og skurk er lige nu ikke til at forudsige. Men det kan siges uden forbehold, at det opgør om præsident Donald Trumps forvaltning af sit høje embede, der er på vej, er lige så sørgeligt, som det er nødvendigt.

Det står desto klarere efter den fyrede FBI-direktør James Comeys belastende udsagn i en senatshøring om præsidentens tilsyneladende forsøg på at få ham til at droppe efterforskningen af den tidligere sikkerhedsrådgiver, Michael Flynns forbindelser til Moskva. At Comey uden at blinke beskylder præsidenten for at være en løgner, er i sig selv så opsigtsvækkende, at det kun kan give mindelser om Watergate-skandalen. At Comey tillige så sig tvunget til at tage noter efter sine møder med præsidenten, fordi han ikke stolede på ham, fuldender kun Watergate-parallellen.

Også dengang gravede præsidenten – Richard Nixon – sig ned i sin vognborg, og også dengang kom sandheden drypvis for en dag. Nixon var ikke i stand til at skille politik fra jura og retsstatslighed. Det samme forekommer Trump at have haft svært ved, om end det er vigtigt at fastslå, at der stadig kan være meget langt til en rigsretssag mod Trump. En masse republikanske kongresmedlemmer skal gå imod deres egen præsident og hans stadigvæk stærke bagland, men dermed være også sagt, at det i sidste ende formentlig bliver et politisk spørgsmål, om det kommer til en rigsretssag.

Men når Trump på et møde med James Comey på næsten mafiøs maner forlanger loyalitet – ja, personlig loyalitet – så lugter det langt væk af, at præsidenten simpelthen ikke har forstået, hvor grænserne for forvaltningen af præsidentembedet egentlig går. Trump kører Det Hvide Hus som den ejendomsmæglerkoncern, der er hans fundament. Han er administrerende direktør og kan inden for de rammer, han selv har udstukket, gøre, hvad han vil. Han går efter den gode forretning, men mangler tilsyneladende komplet fornemmelsen for både de etiske og statsretlige grænser, han som præsident skal holde sig inden for. Dét er i virkeligheden nok i sig selv til en rigsretssag – som sexanklagerne mod Bill Clinton var det – men der skal skaffes et flertal.

Opgøret i Washington gør ikke andet end at svække præsidentembedet på et tidspunkt, hvor der er brug for det stik modsatte. Kriserne i verden står i kø: brexit, britisk valg-hængedynd, Mellemøsten, Ukraine, flygtninge. Alle de velkendte kriser og sammenbrud i alle dele af verden, der kalder på den sædvanlige rolige, ansvarlige og stærke storebror i USA til at holde sammen på det hele.

Trump har ikke alene dekreteret ”Amerika først”, hvilket i sig selv må forurolige ikke mindst USA’s vestlige partnere. Hans optræden på Europa-rejsen for nylig sendte rystelser gennem Vesten, og nu tvinges Trump så yderligere på retræte af den løbende afdækning af, hvor inkompetent og uansvarligt han fører sig frem som præsident, også på de indre linjer. At lege med fællesskabet, som Trump har gjort, har sin pris, og den pris kunne passende være, at Europa besinder sig på sine egne værdier.