Man må håbe, at det er slut med forløjetheden og berøringsangsten i den danske debat
33 mia. kr. koster indvandringen fra ikkevestlige lande om året. Tallet kan altid diskuteres. Men skandalen er, at det har været holdt hemmeligt så længe.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Så kunne tallet ikke holdes hemmeligt længere. Hvad koster indvandringen fra de ikkevestlige lande om året? Svaret er rent ud chokerende: 33 mia. kr.
20 års uvederhæftige krumspring for at undgå at lave regnestykket er dermed omsider bragt til ophør. Finansminister Kristian Jensen fremlagde oplysningerne forleden, og tallets størrelse gør det ikke just mindre skandaløst, at offentligheden ikke for længst har fået et løbende indblik i, hvad den ikkevestlige indvandring koster.
I 20 år har skiftende regeringer åbenbart ikke ment, at danskerne kunne tåle at høre denne sandhed. De tilløb, der har været til at få tallene på bordet, er blevet lukket ned med absurde begrundelser. Daværende social- og integrationsminister Karen Hækkerup fandt det f.eks. »ikke interessant«, da hun i 2011 lukkede en undersøgelse, som VK-regeringen havde igangsat på Dansk Folkepartis foranledning.
I alle andre sammenhænge ville dommedagsbasunerne være fremme i debatten. Hvordan kan offentligheden forholdes et sådant kæmpestort mørketal? Har politikerne bevidst handlet i blinde, når de udformede udlændingepolitikken? Regeringer er faldet, og der er løbet storm mod ministre på basis af hemmeligholdte beløb, der kun udgør en brøkdel af den nu offentliggjorte pris for indvandringen.
I et retssamfund, som i alle andre forbindelser ser åbenhed i forvaltningen og gennemskuelighed i de politiske processer som en demokratisk dyd i sig selv, som alle bør værne om, har lige præcis dette spørgsmål været håndteret som en slags statshemmelighed med højeste grad af klassifikation. Ret skal være ret: Medierne, som de er flest, har heller ikke vist emnet synderlig interesse. Vi må dog have lov at fastholde: Jyllands-Posten fraregnet.
I slutningen af 1990’erne lagde denne avis spalter til en befolkningsmæssig prognose af demografen professor P. C. Matthiessen. Den viste, hvor mange indvandrere Danmark kunne regne med at modtage i de følgende årtier. Ingen ville høre om resultatet. Mange lagde undersøgelsen og dens forfatter for had med de mest monstrøse beskyldninger. Allerede her blev det tydeligt, hvor følsomt emnet åbenbart er, og hvor politiseret rene fakta kan blive. Det er næsten overflødigt at nævne, at prognosen har vist sig aldeles præcis.
Man må spørge hvorfor. Med tanke på hvor grundlæggende den igangværende indvandring fra ikkevestlige lande forandrer og også presser det danske samfund, må det da være i alles interesse, at mest muligt foregår i fuld åbenhed i pagt med vores normale, demokratiske selvforståelse og samtidig er baseret på kendsgerninger. Men åbenbart gælder i dette spørgsmål en undtagelse. Der har aldrig været en ministerstorm mod en regering for at holde dette store og vigtige tal hemmeligt. Der har aldrig været en minister, der har fået så meget som en enkelt næse for ikke at informere offentligheden og Folketinget om disse forhold. Hvorfor?
Sandheden er ovenikøbet, at tallet er større end de 33 mia. kr. Opgørelsen er fra 2014, året før den store flygtningekrise. Og den indregner ikke afledte effekter, f.eks. overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne. For god ordens skyld: Indvandring fra vestlige lande gav et overskud på 5 mia. kr., og det overrasker vel de færreste.
Man må nu håbe, at det er slut med forløjetheden og berøringsangsten i den danske debat. Kig til Sverige: Så slemt kan det gå, når den politiske klasse ikke mener, at befolkningen kan tåle at blive indviet i sandheden.