Bevar domstolen

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Formandsposten i Europarådet går på skift mellem de 47 medlemslande, og den 1. juli i år er det Danmarks tur til at besætte posten for de næste seks måneder. Den situation bør udnyttes til at lægge pres på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg for at få den til at rette ind efter medlemsstaternes udtrykte ønsker, mener både flere toneangivende jurister og et politisk flertal i Folketinget.

Årsagen er, at domstolen gennem de senere år har anlagt en mere aktivistisk linje i sin dynamiske fortolkning af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950, som førte til oprettelse af domstolen i 1959. Jurister har ligeledes problematiseret det faktum, at domstolen er uden for politisk kontrol. Hver medlemsstat udpeger tre kandidater til hvert dommerembede, hvorefter Europarådet udpeger én, så der i alt sidder 47 dommere – én for hvert medlemsland.

Medlemsstaterne har forpligtet sig til at følge domstolens afgørelser, og for Danmark gør sig det forhold gældende, at menneskerettighedskonventionen blev inkorporeret som dansk lov i 1992, så domstolene har pligt til direkte at inddrage konventionens bestemmelser i deres afgørelser.

Med den konstruktion kan det ikke undre nogen, at de nationale domstole risikerer at blive underkendt ved denne ekstra ankeinstans.

Mest spektakulært blev Højesteret underkendt i den såkaldte grønjakkesag, hvor samtlige danske retsinstanser havde dømt en dansk journalist for racisme, fordi han havde givet nogle racister taletid i en tv-udsendelse. Menneskerettighedsdomstolen dømte den danske stat med henvisning til, at den havde krænket journalistens ytringsfrihed – friheden til at fortælle danskerne, hvilke holdninger der cirkulerede i visse kredse.

I Hauschildt-sagen blev den danske stat dømt for at have krænket en mands retssikkerhed ved at lade den samme dommer foretage årelange varetægtsfængslinger på en særligt bestyrket mistanke og derefter dømme i selve retssagen. Her mente domstolen i Strasbourg, at en dommer, der gennem flere år havde fængslet en mand på særligt bestyrket mistanke, kunne have vanskeligheder ved at se upartisk på sagen. Hvis manden blev frikendt, ville dommeren jo samtidig have underkendt sine egne fristforlængelser.

For en halv snes år siden har domstolen afgjort, at de danske eksklusivaftaler på arbejdsmarkedet er en krænkelse af foreningsfriheden ud fra den betragtning, at friheden til at være medlem af en fagforening også må være frihed til ikke at være det.

I maj i fjor afviste Højesteret at udvise en kroatisk storforbryder med henvisning til, at det ville være en krænkelse af hans ret til familieliv. Han har børn i Danmark, som han ganske vist ikke har set meget til, fordi han har siddet i fængsel det meste af tiden.

Det er forståeligt, at de nationale parlamenter kan blive pikerede over således at blive tilrettevist af en international domstol, men inden man helt farer i flint, må man standse op og erkende, at domstolen også borger for en vis stabilitet på menneskerettighedsområdet. Hvis de 47 medlemsstater ellers kan blive enige, kan de godt give domstolen nogle hints om, hvordan de ønsker menneskerettighederne defineret og forvaltet, og domstolen må være bevidst om, at dens autoritet på længere sigt afhænger af medlemsstaternes respekt, men samlet set er domstolens eksistens og virke et ubetinget gode for de universelle menneskerettigheder.