Præsident Trump
Det politiske establishment i USA – og resten af verden for den sags skyld – er i disse timer ved at få den hidtil største lektion i de enorme politiske omvæltninger, som de vestlige demokratier undergår i disse år. Hvordan tømmermændene bliver, tør næppe nogen tænke på.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Klassekampen er for alvor kommet tilbage til USA.
Donald J. Trump bliver USA's 45. præsident.
Taberen Hillary Clinton har kaldt ham »useriøs, uforberedt og upassende« til at blive præsident. Samme budskab har været gennemgående i mange ledende artikler, der har ment, at de amerikanske vælgere reelt ikke kunne andet end at stemme på hende, da Donald Trump som præsident ville være »utænkelig«.
Begge kandidater har været dybt upopulære, skal man tro meningsmålingerne, hvad vi ikke længere kan.
Mandag aften stod Hillary Clinton i centrum af Philadelphia, omgivet af 40.000 begejstrede demokratiske vælgere og på scenen af præsidentparret Michelle og Barack Obama, verdenskendte kunstnere som Bruce Springsteen, Bon Jovi og naturligvis sin mand, fhv. præsident Bill Clinton.
Hun var så sikker på valgsejren, som nogen med rimelighed kunne være. Meningsmålingerne havde jo sagt det. De store, landsdækkende tv-stationer og deres hærskarer af kommentatorer havde sagt det.
De amerikanske vælgere skulle sådan set bare møde op på valgstederne tirsdag og bekræfte, hvad det politiske system og kommentariatet havde bestemt.
Kontrasten kunne ikke være større, da Donald Trump to dage tidligere i Hershey, Pennsylvania, stod alene på scenen.
»Jeg behøver ikke at hidkalde J-Lo eller Jay-Z… Jeg står her helt alene. Der er kun mig. Bare mig. Ingen guitar. Intet klaver. Intet.«
Helt alene var Donald Trump tydeligvis ikke.
Anno 2016 har han ramt den amerikanske folkesjæl bedre end nogen anden, og med sin direkte facon har han demonstreret et politisk talent af de helt store. At han også har dokumenteret Simon Spies’ vidunderlige bemærkning om, at »dårlig omtale er bedre end ingen omtale«, må i disse timer være hævet over al tvivl.
De finansielle markeder har reageret mere voldsomt, end de gjorde i timerne efter, at det den 24. juni stod klart, at et flertal havde stemt for at trække Storbritannien ud af Den Europæiske Union.
Tilsammen repræsenterer præsidentvalget i USA og brexit kulminationen af det folkelige opgør med ikke blot det bestående politiske system, men med hele den politiske elite, der lever så isoleret i osteklokken, at stort set ingen af de ændrede strømninger i vælgerhavet bliver registreret, før det er for sent.
I alle måder har erhvervsmanden Donald Trump været den utænkelige præsidentkandidat.
Brovtende, selvhævdende, narcissistisk, egenmægtig, og hvad man ellers kan hæfte på ham af lignende prædikater. Han har ikke været pakket ind i spindoktorer eller orkestrerede politiske budskaber, men talt direkte af karsken bælg til millioner af amerikanere, der med god ret har følt, at ingen har taget dem alvorligt.
I Donald Trump har de fundet en mand, der har efterladt indtrykket af at ville gøre noget for netop dem.
Hans overhovedet største udfordring bliver ikke at skuffe disse millioner af amerikanere.
Da præsidentvalgkampen begyndte, var den politiske fokus på minoriteterne, på det hastigt stigende antal spansktalende vælgere, og på afroamerikanerne. Ingen – bortset fra Donald Trump – fangede den meget store minoritet af vrede, hvide, middelklasseamerikanere, der økonomisk og politisk har følt sig så distanceret, at de end ikke har fundet det ulejligheden værd at stemme.
Det gjorde de til gengæld tirsdag i en sådan grad, at deres stemmer i disse timer ikke kun chokerer i USA, men resten af verden, da reelt ingen aner, hvilken politisk linje der i de kommende fire år vil blive ført i De Forenede Stater, eftersom præsident Trump ikke har præsenteret en sammenhængende politik.
Han har ingen politisk erfaring, og derfor bliver det altafgørende, hvem han vælger som ministre – især til posterne som udenrigsminister, finansminister og forsvarsminister. Her kan vicepræsident Michael Pence vise sig at blive af vital betydning i kraft af sin lange politiske erfaring som medlem af Repræsentanternes Hus gennem 12 år og de seneste tre år som guvernør i staten Indiana.
Længe støttede det republikanske establishment ikke Donald Trump, men har gjorde det i sidste fase af valgkampen med stor effekt. Donald Trump har fået så mange vælgere i tale, at partiet i skrivende stund ser ud til at bevare flertallet i såvel Repræsentanternes Hus som Senatet, hvilket repræsenterer en enestående mulighed for at få sat gang i det politiske arbejde, der har stået stille i præsident Barack Obamas sidste embedsperiode og tvunget ham til at regere per dekret.
Internationalt knytter der sig stor usikkerhed omkring USA's fremtidige udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Frihandelsaftaler vil blive opsagt, og forhandlingerne om nye vil blive stoppet, har vi hørt i valgkampen.
Donald Trump har efterladt Nato-landene i tvivl om, hvorvidt USA fortsat støtter grundsætningen om, at et angreb på ét Nato-land er et angreb på alle Nato-lande.
Han har erklæret at ville finde en modus vivendi med Ruslands autoritære præsident Vladimir Putin.
Skal der nu bygges en mur til Mexico? Vil muslimer blive nægtet indrejse i USA?
Usikkerheden vil i den kommende tid hænge som et tungt skydække over ikke blot USA, men resten af verden, og derfor bliver det Donald Trumps vigtigste opgave at skabe klarhed – jo før, des bedre.
At dømme efter reaktionerne nu til morgen, kan præsident Trump – forhåbentlig – kun overraske positivt.