Kom ind, Polen

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Den polske lyriker Adam Zagajewski har i et digt givet sit lands nye, nationalkonservative regering nogle gode råd, så den kan realisere sine forehavender. Blandt de mere uskyldige er at flytte Ungarn, så det kan ligge mellem Polen og Tyskland. På et senere tidspunkt kunne man så anbringe Tyskland mellem Spanien og Portugal.

Nogle ministre i Warszawa betragter åbenbart Tyskland som det store uhyre, så med det første kneb kunne man få det ligeledes nationalkonservative Ungarn som en stødpude mod Berlin. Anden etape fuldender værket, Tyskland er langt væk, og Polen kan blive en rigtig, regional stormagt.

Det må retfærdigsvis siges, at end ikke Polens stærke mand, Jaroslaw Kaczynski, der er leder af regeringspartiet PiS, eller hans forlængede arm, premierminister Beata Szydlo, tror på den slags nemme løsninger. Formentlig.

Forbeholdet er nødvendigt, fordi regeringen, siden den kom til magten i november, ikke er gået uden om mange spinatbede i sine bestræbelser for at kortslutte den almindelige demokratiske process. Forfatningsdomstolen er lammet, efter at PiS med indviklede manøvrer har søgt at omstøde tidligere dommerudnævnelser. Statsadvokaterne underlægges justitsministeren; sådan er det formelt også i Danmark, men i Polen synes entydige partiinteresser at stå på spil. Statslige radio- og tv-chefer er fyret eller har skyndt sig væk. Talrige andre initiativer skal cementere PiS’ magt.

Som det tidligere er fastslået på denne plads, må polakkerne – og ungarerne, der åbenbart er det store forbillede – selv om, hvem de ønsker i spidsen for deres land. Det er, hvad demokrati – som Polen har kæmpet og lidt mere for end måske noget andet land i Europa – går ud på. Men der er nogle spilleregler, der gælder for medlemmer af EU og Europarådet. Polen tilhører begge organisationer, og de er i færd med hver sin undersøgelse.

Det er ikke sikkert, at de vil føre til alverden, for da det nuværende EU i 1993 i København fastlagde de kriterier, der skulle være en slags test for nye ansøgerlande, begyndte man, ikke unaturligt, med begyndelsen. Man krævede, at aspiranterne – overvejende tidligere diktaturlande i Østeuropa – skulle være demokratiske, respektere menneskerettigheder og mindretal, være retsstater og have markedsøkonomi. Ingen havde åbenbart fantasi til at forestille sig, at man kunne glide tilbage til fortidens uvaner.

Det er i større eller mindre omfang, hvad der sker nu i Polen og i adskillige år har været tilfældet i Ungarn. Sidstnævntes regeringschef, Viktor Orbán, praler med, at det er bedre at være uliberal end liberal, og betegner bl.a. Rusland som en succeshistorie. Rusland! Kaczynski er knap så glad for russerne. Men demokrati – herunder respekt for modstandere – har de åbenbart kun sympati for, så længe det tjener deres egne interesser.

Forholdet til Tyskland er et kapitel for sig. Meget kan man sige om forbundsrepublikken anno 2016, men krigerisk eller hungrende efter territorium er den ikke. Tværtimod. Dele af Polens regering synes fastlåst et sted omkring 1945, efter at nazisterne næsten havde udslettet landet. Det er en slags psykose, som i mange år var forståelig. Måske gælder det om at komme videre nu, og vil man have et eksempel, kan man se på forholdet mellem Tyskland og Israel. Her udveksles idéer, inspiration og, ja, kritik, til fælles bedste – trods en smertelig historie. Det kan altså lade sig gøre, hvis ellers man vil. Ligesom demokrati.