Alvoren dæmrer
»Jeg er ikke tilhænger af grænsekontrol,« erklærede udenrigsminister Kristian Jensen i denne avis i torsdags og tilføjede i samme åndedrag, at det var han nu alligevel, situationen taget i betragtning. For selvfølgelig står han bag sin regerings beslutning, alt andet ville være ganske uholdbart.
Men ordskiftet understreger den fortvivlende situation, som flere europæiske lande har manøvreret sig ind i. Flygtningestrømmen fra Mellemøsten, og for tiden især Syrien var kommet helt ud af kontrol, da den selvudråbte humanistiske stormagt Sverige måtte lukke grænserne. Det skete blot et års tid efter, at den forhenværende svenske statsminister Fredrik Reinfeldt arrogant havde berettet om de vidtstrakte svenske marker og skove, som havde ubegrænset plads til flygtninge. Dog uden at komme ind på, om de også skulle have noget at bo i. Det skete nogenlunde sideløbende med, at den tyske forbundskansler, Angela Merkel, bedyrede, at Tyskland var i stand til at klare nærmest en hvilken som helst flygtningestrøm.
Men pludselig gik alvoren op for svenskerne, og selvfølgelig måtte Danmark følge trop.
Grænserne mellem de europæiske demokratier er ved at blive synlige igen, og det har de europæiske politikere sig selv at takke for.
Tanken bag Schengen-samarbejdet er smuk, konstruktiv og visionær. Nationer, som gennem århundreder har bekriget hinanden, har fundet sammen i et konstruktivt samarbejde på alle fronter. Men man forsømte at håndhæve den helt afgørende forudsætning, nemlig kontrol med Schengen-landenes ydre grænser.
Sideløbende med dette afgørende svigt har de europæiske demokratier stædigt nægtet at se det som et problem, at deres befolkninger i stigende grad infiltreres af en fremmed kultur, som i meget ringe grad harmonerer med de demokratiske frihedsværdier.
Bataljen på Slagelse Sygehus forleden, hvor over 40 pårørende mente sig berettiget til samtidig at komme på sygebesøg hos en enkelt patient, er blot endnu et illustrativt eksempel på det kultursammenstød, som vi ser udfolde sig.
Men fornægtelsen er intakt, for næppe havde nyheden om voldsexcesserne i Köln og Hamborg bredt sig, før begivenhederne blev relativeret, og der blev henvist til, at også hvide europæiske mænd stundom lader drifterne styre adfærden. Som om man fuldstændig lukker øjnene for, at der er tale om en ganske anderledes dyb kulturkløft, ganske anderledes værdinormer og et afgørende anderledes kvindesyn.
At Danmark skal være en humanitær stat, er hævet over enhver tvivl, og at man i videst muligt omfang skal give asyl til personligt forfulgte flygtninge, er ikke til diskussion.
Men det må være åbenlyst for enhver, at hverken Danmark eller nogen anden europæisk nation kan modtage et ubegrænset antal flygtninge og immigranter.
Derfor er grænsekontrollen nødvendig, og nej, vi er heller ikke glade for den. Ligesom udenrigsministeren er vi ikke tilhængere af grænsekontrol, men i denne situation, hvor bevogtningen af de ydre grænser er skammeligt forsømt, og hvor ledende politikere, som burde vide bedre, skammeligt har forsømt at se alvoren i øjnene og i tide reagere på den, er det nødvendigt. Det er opløftende, at ledende politikere, som før stillede en uforståelig naivitet og berøringsangst til skue, nu ser ud til at være parate til at handle. Men det er trist, at vi skulle nå så langt, før de fik åbnet øjnene.