DF’s store sejr

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det blev et nej, og det lyder lige så lidt konstruktivt, som et nej i sagens natur er. Et nej er et afslag på et tilbud, og når det gælder et nej i en folkeafstemning, skal det først og fremmest respekteres helt ud i yderste decimal – men et nej og et afslag er det ikke desto mindre. Et nej afstedkommer automatisk et opfølgende spørgsmål: Hvad så nu? Det bliver straks sværere for nej-partierne at levere en konstruktiv vej ud af denne folkeafstemning alene af den grund, at de er dybt splittede om, hvordan det skal gå videre.

Nu begynder et diplomatisk-politisk pillearbejde i Bruxelles, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen skal samle stumperne og skaffe den bedste løsning for Danmark. Det bliver ikke nemt, og der er ingen grund til at forvente videre imødekommenhed fra vore europæiske partnere, som man ikke kan fortænke i efterhånden at være lidt trætte af disse danskere, der altid tror, at de skal have særbehandling og særlige ordninger. Der er ingen grund til at betvivle Løkkes ildhu. Den har han på forhånd lovet at stille med, og som sin generations dygtigste politiske håndværker er han også den rette til at levere indsatsen – når det nu skal være.

Valgets tale er først og fremmest Dansk Folkepartis styrke i dansk politik. Det er DF mod alle de andre, og også dét forpligter. DF er kørt op mod hele det EU-begejstrede establishment og har vundet en bemærkelsesværdig sejr, lige som man gjorde ved valget til EU-Parlamentet. Selv om partiet er størst i den borgerlige blok, profiterede det fortsat massivt på at fremstille sig som antitese til ”eliten” og de etablerede systemer. Det kan undre, at den opskrift stadig holder. Partiet sidder på Folketingets formandspost, er størst i blå blok, stiller med landets suverænt mest troværdige partiformand – og formår alligevel at give indtryk af at tale bjerget midt imod.

Men det er ikke DF alene. Der er i vælgerbefolkningen en voksende skepsis mod EU og alt, hvad unionen repræsenterer. Den seneste tids flygtningestrømme, der har udstillet EU’s manglende beslutningsevne, har ikke gjort det bedre. EU-eliten undervurderer generelt den renæssance, som nationalstaten oplever i disse år. Tiden er ikke til EU-sokker og højstemte proklamationer. Tiden er til at løse udfordringerne her og nu på et lavpraktisk niveau. Hér har EU svigtet, både når det gælder indvandringen og den økonomiske krise.

Nedturen for det europæiske samarbejde går nok tilbage til 2000, da regeringscheferne besluttede at lægge Østrig på is, efter at vælgerne havde sendt højrenationalisten Jörg Haiders frihedsparti i regering. Her indså mange pludselig, hvor politisk korrekt – med visse totalitære træk – dele af EU-samarbejdet var blevet. Der går en lige linje fra dengang over de løbende kriser til i dag, hvor EU er ude af stand til at beskytte sine ydre grænser og betrygge europæerne og deres hverdag.

Valgets tale er også en bekymrende mistillid til den politiske klasse som sådan. Den har især ét navn: Helle Thorning-Schmidt. Det kan sagtens tage en generation at dulme erindringen om hendes skrupelløse løftebrudspolitik i SRSF-regeringen. Dertil kommer Socialdemokraternes udtalte usynlighed i ja-kampagnen. Lars Løkke Rasmussen har taget det store slæb. Hvor var Mette Frederiksen?

Europa noterer sig formentlig dårligt det danske nej, men forude venter en britisk alt eller intet-afstemning. Overalt er historien den samme. De europæiske vælgere vil nok gerne selve EU-samarbejdet, men de ønsker ikke at gøre det dybere. Der er nok af problemer her og nu, som skal klares.

Løs dem først. Det vil være det bedste argument i sig selv.