Europæisk krise

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

»Der er ikke nogen anden civilisation. Civilisation betyder europæisk civilisation.«

Citatet fra grundlæggeren af det moderne Tyrkiet, Mustafa Kemal Atatürk, står fortsat som et monumentalt udtryk for Europa og viser stoltheden over at have frembragt en civilisation, som i menneskealdre har fungeret som forbillede. De ofte citerede ord tillægges Atatürk så langt tilbage som i begyndelsen af 1900-tallet. Siden er det kun gået fremad for Europa. Velstanden er vokset, og de europæiske nationer er vokset sammen i et fællesskab, som er blevet stadigt tættere med frihandel, fri bevægelighed og åbne grænser.

Der står derfor i mere end én forstand meget på spil, hvis det ikke lykkes for Europa at tackle det enorme menneskepres, som kontinentet lige nu er udsat for. Lad det være sagt med det samme: Der findes ingen lette løsninger, og intet tyder på, at presset mod Europa bliver mindre. Den europæiske civilisation har fortsat tiltrækningskraft og det i en grad, så Golf-staterne mageligt læner sig tilbage og lader Europa om at løse et problem, som de burde tage et medansvar for.

For år tilbage kunne man læse om spanske badegæster, som blev overraskede, da udmattede afrikanere vadede i land på stranden. Senere flyttedes opmærksomheden mod Italien og den lille ø Lampedusa, der ligger som Europas fremskudte forpost i Middelhavet. I denne sommer kom de græske øer med, senere var det billeder fra banegårde i Ungarn og Tyskland, som opmærksomheden blev rettet mod, og søndag fik også Danmark del i historien, da en gruppe mennesker tog flugten fra færge og tog i Rødby og egenhændigt fortsatte nordpå til fods.

Presset mod Europa er enormt, og det europæiske asylsystem er reelt brudt sammen. Sikkert er det, at Europa ikke kan åbne dørene på vid gab og give husly til millioner og atter millioner af mennesker. Den erkendelse er også Andreas Kamm, generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, nået frem til:

»Vi kan ikke være forpligtet til at ødelægge vores samfund. Vi må stoppe det, før vi kan,« sagde han her i avisen.

Lige så sikkert er det, at Europa ikke kan vende ryggen til og håbe, at det går over. Det gør det ikke, og menneskesmuglerne har vist sig mere fleksible, ferme og handlekraftige end de europæiske politiske ledere, som har tilbragt timer og atter timer ved mødeborde for at finde en løsning. Sat på en kort formel, har det været forholdsvis let at blive enig om, at de ydre grænser skal styrkes, så det bliver sværere at snyde sig ind i Europa. Megen uenighed har der heller ikke været om, at der skal indgås aftaler, som gør det muligt at sende de mennesker retur, som ikke har behov for asyl. Umuligt har det derimod været at nå til enighed om, hvad man stiller op med resten.

»Det er helt afgørende, at vi får skilt migranter og flygtninge ad,« pointerede integrationsminister Inger Støjberg efter søndagens drama i Rødby med den tilføjelse, at de forfulgte skal hjælpes, og at hun for så vidt angår skærpet grænsekontrol vil overholde reglerne i Schengen.

Danmarks dilemma afspejler Europas. På den ene side skal forfulgte hjælpes, og europæiske værdier som den frie bevægelighed forfægtes. På den anden står et stærkt ønske om selv på nationalt plan at kunne kontrollere indvandringen. Alt tyder på, at presset mod Europa vil tage til. Byrderne er ikke lige fordelt, og de lande, som lukker af, skubber problemet over på andre og håber, at Tyskland påtager sig endnu mere ansvar. Hvor længe kan Europa holde til det?