Luksusfælden

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

To øjebliksbilleder udstiller brutalt Danmarks store økonomiske udfordring og folketingsvalgkampens substantielle fattigdom på én og samme tid:

I 2005 skabte hver dansker i gennemsnit værdi for 1,95 euro for hver euro, der strømmede ud af de offentlige kasser. I 2014 skabte hver dansker i gennemsnit værdi for 1,75 euro hver gang, det offentlige brugte en. Nationens evne til at tjene mere, end den bruger, er altså markant forringet i mellemtiden. I samme periode er nabolandene Tyskland og Sverige tordnet i den modsatte retning. Hver tysker skaber i dag værdi for 2,28 euro og hver svensker 1,88 euro pr. offentligt forbrugt ditto, viser tal fra EU’s statistiske kontor, Eurostat. Den andel af værdiskabelsen i samfundet, som Danmark pumper ud til offentlige udgifter, var i fjor 12 pct. højere end 10 år tidligere. I Tyskland er samme udgiftskvote i perioden faldet med 5 pct. – i Sverige er den uændret.

Jo, i Danmark er vi blevet dygtige til at bruge de penge, vi har tjent i fortiden. Alt imens naboerne tjener de penge, de skal bruge i fremtiden.

I sandhed slående under en valgkamp, der burde have handlet om, hvad Danmark skal leve af i en økonomisk fremtid, der tegner overordentligt mudret. Hvor færre skal forsørge flere, mens den offentlige sektor stjæler den kvalificerede arbejdskraft fra den private. I stedet har vi som bekendt fået lange debatter om dagpenge, boligskatter og flowerpower-økonomiens genkomst.

Ude i erhvervslivet, hvor Danmarks økonomiske fremtid i virkeligheden afgøres, er frustrationerne mærkbare. Adskillige sædvanligvis diskrete topchefer har igennem de seneste dage givet udtryk for udtalt politisk apati i lyset af, at de beskedne tilløb til erhvervspolitik, som statsministeren og oppositionslederen sporadisk har ymtet, har været skåret over den stort set samme læst af blød og effektfattig mellemvare.

Med få dage tilbage af valgkampen er det vanskeligt at bevare håbet om, at partierne vil træde i karakter med reelle bud på, hvordan de agter at sikre, at nationen også om to, tre og fire år kan finansiere de velfærdsløfter, som det ikke har skortet på. Og det er hverken gjort med besparelser på ulandsbistanden, kunstigt fremrykkede skatteindtægter eller 12 minutter mere på jobbet.

Men den økonomiske dagsorden må ikke drukne i apati. Selv politiske spinfilosoffer må dog kunne hente inspiration i det, der skete i vælgerhavet under valgkampen for fire år siden. Vi erindrer om, at folketingsvalget i 2011 nok mundede ud i et regeringsskifte, men i allerhøjeste grad også en overvældende vælgeropbakning til den reformkurs og ansvarlighedens politik, som den tidligere regering i ellevte time gjorde sig til talsmand for.

Efterlønsreformen og saneringen af dagpengesystemet blev et kvantespring i den rigtige retning for at sikre en fremtidig holdbarhed for statsfinansernes udgiftsside. Fire år senere mangler vi fortsat at se den anden halvdel af reformdagsordenen; nemlig den halvdel, der skal betrygge os om, at samme ansvarlighed eksisterer, når det handler om nationens fremtidige indtægtsgrundlag.

Før et knivskarpt opløb synes valgstrategernes konsensus at være, at de afgørende stemmer ligger i at spille de sikre, men destruktive kort. I realiteternes verden er det bare slet ikke nok til at redde Danmark fra den luksusfælde, som det halvgjorte reformarbejde har parkeret nationen i. Substans virkede for fire år siden. Og det kan det gøre igen.