Panorama-kultur

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Når sandheden er ilde hørt, skal man bare gå efter at underminere budbringerens troværdighed, uanset de personlige omkostninger. Det er en ældgammel sandhed, og i disse spin-orkestrerede valgkamptider er den iskolde strategi åbenbart mere gangbar end nogensinde.

Sagen om Lars Løkke Rasmussens besøg på virksomheden Panorama vil formentlig stå tilbage som overskriften på valgkampen anno 2015. Den vidner om både den politiske og den tv-journalistiske kulturs åbenlyse forfald.

Lars Løkke viderebragte en oplysning fra Panoramas direktør om, at en medarbejder efter kort tids ansættelse havde sagt op, fordi han fandt forskellen på løn og overførselsindkomst for lille. Straks gik en koalition af S-toppen, fagforbundet 3F og de to tv-stationer i gang med at få dén sandhed proppet ind i flasken igen. Man må forbavses over målet af aggressivitet, ikke mindst hos DR og TV 2. Optrinnet, hvor to tv-journalister jagter direktøren, må være en foreløbig tv-historisk bundskraber, der til fulde dokumenterer det frie fald, som tv som nyhedsmedie i disse år befinder sig i.

Sagen er ellers helt enkel: Lars Løkke Rasmussen refererede aldeles korrekt. Det er bekræftet fra flere sider, herunder Panorama-direktøren selv. Så forlangte rød blok & DR/TV 2, at direktøren skulle rykke ud med navnet på medarbejderen, der foretrak at gå på offentlig ydelse. Det er et horribelt krav, der giver mindelser om en svunden tids Stasi-stikkeri i overvågningsstaten DDR.

I gårsdagens interview her i avisen undrede direktøren, Morten Broager, sig stilfærdigt over, at Folketingets formand, Mogens Lykketoft, og andre S-toppolitikere så voldsomt gik i rette med ham uden at kende noget som helst til sagens fakta. At 3F vurderes til at være et uhildet sandhedsvidne, selv om forbundet egentlig bare udtalte, at »det lyder ikke, som om det kan passe« – uden skyggen af videre dokumentation – må sandelig også undre. At S-toppen i den grad kastede sig over en borger, Panorama-direktøren, er et vidnesbyrd om forfaldet. Da Helle Thorning-Schmidt i tv-duellen med Løkke kækt råbte, at »nu går der vist Panorama i den«, startede den socialdemokratiske stab en storstilet, velforberedt kampagne på de sociale medier med netop dette budskab.

Det er alt sammen sandt at sige ikke kønt – så meget mindre som det da er en velkendt og gennemdiskuteret problemstilling, at masser af job i dette land ikke bliver besat med danskere, men med udlændinge, fordi danskerne simpelt hen ikke søger typisk lavtlønnede job. Det diskuterer vi sådan set hvert år, når der igen mangler jordbærplukkere eller stuepiger på hotellerne. Senest er det ydermere dokumenteret i bund af DA, at hovedparten af de nye job, som er skabt med de bedrede økonomiske konjunkturer, er blevet besat af udlændinge. Hvorfor var det mon så vigtigt for den røde blok (og tv-stationerne) at få den sandhed undertrykt?

Politik er en barsk branche, og i valgkamp går det allerhårdest for sig. Det er en del af spillet, og hvis man ikke kan tåle mosten, bør man holde sig væk. Det grænseoverskridende i den foreliggende sag er, at en almindelig borger så skrupelløst bliver misbrugt i et råt, politisk spil. De sidste hæmninger er opgivet. Selv om Panorama-direktøren måtte have været Venstre-mand – hvad han ikke er; han har aldrig stemt på Venstre, fortalte han i går – bør der da gå en grænse her.

Der er ikke andre end os selv til at stoppe ræset mod bunden. Vores politiske kultur er i fare. Måtte Panorama-sagen blive en kollektiv øjenåbner. Det er vist sidste udkald.