Nødret i Sverige
Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Forestil dig et land, hvor seks partier enes om at aflyse deres indbyrdes kontroverser for at holde et syvende parti helt uden for indflydelse. Det hænder, svarer du. Forestil dig så et land, hvor denne aftale gælder otte år ud i fremtiden og i realiteten lammer den politiske debat i mindst to valgperioder. Det hænder normalt kun i krigstid, men det er som bekendt lige sket i Sverige, hvor Socialdemokraterne, Miljøpartiet, Moderaterne, Centerpartiet, Kristendemokraterne og Folkepartiet er gået sammen om at aflyse det bebudede omvalg til Rigsdagen den 22. marts for at undgå, at Sverigedemokraterne (SD) går frem.
Otte år er lang tid, ja, en evighed i politik, og spørgsmålet er naturligvis, om ”Decemberforliget” holder. Et forsigtigt gæt må være negativt. Til sommer, om et år eller to kan der pludselig være tale om en ”ny situation” eller ”særlige omstændigheder”; sådan er politik. Alligevel er det en skelsættende aftale, som den politiske elite har truffet i Stockholm. Ikke fordi politik er eller bør være renset for kynisme. Men skelsættende, fordi aftalen afskaffer politik forstået som et offentligt rum for åbne, legitime menings- og interesseforskelle med afsæt i nationens tilstand og borgernes ønsker.
Sådan et demokrati findes ikke længere i vores naboland, og de ansvarlige er stolte over visdommen i deres plan. Oppositionen har allieret sig med regeringen. De forenede seks partier står sammen imod det ene ”protestparti”, som vokser og vokser i takt med indvandringen fra primært muslimske lande. Fremskrives det nuværende tempo med op mod 100.000 asylansøgere om året, kan der være op mod en million nysvenskere flere i 2022, når den forventelige familiesammenføring tælles med.
De seks partier nægter at se sammenhængen mellem tilvandringen fra Mellemøsten og den voksende modstand i den etnisk svenske del af befolkningen. I stedet lover de hinanden troskab og varm luft, og det er ikke for meget sagt, at Rigsdagen er reduceret til et postkontor. Den socialdemokratisk-rød-grønne regering er så at sige gået under jorden, mens de borgerlige har overgivet sig til et departementschefstyre a la det, Danmark var ledet af 1943-1945. Udviklingen leder også tanken hen på forne tider i Østeuropa, hvor alle partier formelt set ”samarbejdede” med étpartistaten.
Skal man le eller græde? Nogle iagttagere vil nok mene, at tilfældet Sverige slet ikke er overraskende, når man kender den svenske tradition for konsensus og demokratur. Men for dem, der lægger vægt på, at Sverige trods alt engang hørte hjemme i en skandinavisk tradition for folkestyre, er studehandlen rystende nyt. Forliget udtrykker en logik, som udgrænser SD til paria, men samtidig ophøjer partiet til det eneste oppositionsparti. Og da den økonomiske og sociale udvikling i Sverige kan forventes at gå fra dårligt mod værre, synes SD sikre på vælgermæssig fremgang. At særligt de nominelt borgerlige partier lægger navn til dette plausible scenarie, er absurd teater. Eller rettere: politisk selvmord.
På overfladen har den politiske korrekthed sejret endegyldigt i Sverige. Alt handler åbenbart om SD.
Men neden under den tynde fernis høres jungletrommerne: polarisering, segregering, økonomisk pres, høj kriminalitet, social usikkerhed, korruption, politimæssig uformåen, selvtægt, naboværn – alt dette kommer Sveriges vej med en hastighed, som vil overraske de fleste, selv om det i første omgang er underklassen, som betaler for dette sociale eksperiment, der savner modstykke i resten af Europa.