Forlænget frist

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Både formelt og reelt kan Japans premierminister, Shinzo Abe, regere nærmest enevældigt i de næste fire år. Han har et solidt flertal i parlamentet, og det eneste, der vil kunne true hans handlefrihed, er, hvis han ikke formår at holde orden i egne rækker. Oppositionen udgør ingen fare.

Så formelt set befinder han sig i en politisk ønskeposition, og det kan han også have brug for, for store opgaver med potentielle vanskeligheder forestår. Men anderledes forholder det sig med det, som hele det demokratiske system bygger på, nemlig den brede, folkelige opbakning, og her kniber det gevaldigt. Vel fik Abe og hans liberaldemokratiske parti, LDP, sammen med koalitionspartneren Komeito et solidt flertal på 326 af parlamentets 475 pladser og beholdt dermed den totrejdedeles majoritet, som giver ham betydelige magtbeføjelser overalt i det politiske system.

Men det folkelige mandat er det så som så med, for blot 52,32 pct. af vælgerne ulejligede sig hen til de 48.000 valgsteder, og det kan man alt efter temperament udlægge som aktiv modstand mod hele det politiske establishment eller som udtryk for politisk apati.

Måske kan det ikke være anderledes, når valgresultatet i hvert fald i store træk var givet på forhånd, og når oppositionen end ikke ulejligede sig med at stille et antal kandidater, som ville have kunnet udgøre et kvalificeret flertal i parlamentet, selv hvis alle var blevet valgt.

Det påkalder sig da også en nærmere analyse at finde årsagen til, at en premierminister, som blot to år inde i sin valgperiode kan notere sig et solidt flertal i meningsmålingerne, alligevel vælger at udskrive et valg, som alle meningsmålinger vil vise, at han kan vinde stort.

En sandsynlig forklaring er, at han har villet sikre sig ikke to, men fire år til at gennemføre de økonomiske reformer og øvrige påtrængende politiske opgaver, hvoraf ikke alle vil være populære.

Han nåede inden valget at konstatere, at hans popularitet blev bragt i fare ved indførelse af en omsætningsafgift på 8 pct., og en planlagt forhøjelse til 10 pct. måtte af taktiske årsager udskydes.

Bortset fra økonomien er den helt store udfordring, at Shinzo Abe ønsker at genåbne en betragtelig del af de 48 atomkraftværker, som blev lukket efter Fukushima-katastrofen den 11. marts 2011, da et jordskælv og en tsunami dræbte tusinder af japanere og forårsagede nedsmeltning af tre af atomkraftværkets reaktorer. En del af værkerne er så forældede og usikre, at en genåbning ikke kan komme på tale, men selv for de øvrige vil en genåbning møde politisk modstand, for efter Fukushima-katastrofen er atomkraft ikke populær i Japan, især ikke set i lyset af myndighedernes oplysningsniveau over for befolkningen.

Dertil kommer, at Abe har en betydelig opgave i at få forbedret forholdet til både Kina og Sydkorea, for dette naboskab har været noget køligt i Abes regeringstid, og det har Japan ikke råd til på langt sigt.

Abes satsning på en revitalisering af det japanske militær er heller ikke nogen folkesag, ligesom planerne ikke vækker begejstring i nabolandene. Men først og fremmest er det en genrejsning af den japanske økonomi, der præger dagsordenen, og her har Shinzo Abe stadigvæk et langt, sejt træk foran sig. Han skal bruge mere tid til at gennemføre sin vækstpolitik, og det er nok den overvejende årsag til, at han har ønsket sit mandat en sikker forlængelse.