Dansk PÆN
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Sveriges udenrigspolitik under den stærkt moralsk-ideologiske statsminister Olof Palme blev engang sat på en morsom, ligefrem matematisk formel: Jo længere væk en konflikt udspiller sig, jo hårdere engagerer Sverige sig. Det forklarede det stærke fokus under Palme på opfattet uret i fjerne lande som Sydafrika, Nicaragua og Israel, mens Sverige slet ikke kunne få øje på menneskerettighedskrænkelserne i det umiddelbare nærområde, den kommunistiske østblok.
Lidt på samme måde er det med forsvaret for ytringsfriheden her i landet, som det praktiseres af Dansk PEN. Man ser truslerne på de fjerne horisonter, men har svært ved at få øje på dem på egen dørmåtte. Sagen om den svenske kunstner Dan Park, der blev smidt i fængsel i vores naboland, Sverige, for en række billeder, der fra officielt statsautoriseret hold blev stemplet som racistiske, er det seneste eksempel. Dansk PEN har uendeligt svært ved at forholde sig til sagen. Der vrides hænder og trippes om den varme grød, mens der bortforklares og relativeres. Det er en ynk.
»PEN’s mål er at kæmpe for ytringsfriheden, ligegyldigt hvor den udsættes for trusler (...)«. Sådan står der på foreningens hjemmeside, og det lyder jo fint og godt. Men jo tættere på Danmark truslen mod ytringsfriheden er rykket i de senere år – ikke mindst via importen af en særlig muslimsk krænkelseskultur – des spagere bliver Dansk PEN. Pludselig forekommer forsvaret for ytringsfriheden ikke længere at være et opgør, der også kan koste hjerteblod, og som river og flår i sjælene. Pludselig er der så meget, man må forsøge at forstå; en særlig kontekst, som man må have med. Pludselig er det ”Ytringsfrihed, ja, men ...”, sådan som forsvaret for ytringsfriheden blev underløbet under Muhammed-krisen.
Dan Park er en dårlig kunstner, hedder det nu. Er han overhovedet kunstner? Vil han ikke bare provokere? Pludselig er den slags overvejelser nødvendige – omend de ikke var det, da Dansk PEN helhjertet støttede Pussy Riots kirke-aktion, der vel heller ikke nødvendigvis var særligt sympatisk.
Det er bare slet ikke, hvad ytringsfrihed handler om. Det er helt ligegyldigt, om Dan Park er en dårlig kunstner eller ej. Det er helt ligegyldigt, om man finder hans produktioner provokerende, eller om han personligt forekommer outreret. Tidligere hed det, at al god kunst udfordrer og gerne provokerer. Pludselig gælder det ikke længere - eller rettere: Kun i nogle tilfælde. Hvorfor mon?
Relativeringerne er et ekko fra Muhammed-krisen. En dansk forfatter gjorde sig dengang bemærket med en bemærkning om, at ytringsfrihed skal omgås med ynde. Hun gik dermed forrest i den perlerække af forfattere, der til daglig lever og virker ved og for det frie ord, men pludselig var helt indstillet på at lægge bånd på sig selv. Pludselig betød også den kunstneriske kvalitet noget. Der var ingen ende på, så lidt man kunne sammenligne fatwaen mod Salman Rushdie med dødsdommen over de 12 tegnere, der bidrog til Jyllands-Postens journalistiske projekt. ”De Sataniske Vers” var verdenslitteratur, mens JP’s tegninger bare var dumme og platte, hed det. Glemt var den gamle maksime om, at ytringsfrihed netop intet har med kunstnerisk kvalitet at gøre.
På samme måde med Dan Park. Ingen siger, at han er særligt sympatisk eller hans produktion særligt kunstnerisk. Pointen er, at dét er helt underordnet. Det handler om det frie ord og den frie tanke. Alt andet er faktisk ligegyldigt.
Men pænhedens tyranni har ramt også Dansk PEN, og det er en skam – foruden et intellektuelt svigt af de store.