Du skal arbejde gevaldigt med vores tillid til politiet, Thorkild Fogde

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Noget af det vigtigste i et demokrati er, at borgerne har tillid til, at loven er lige for alle, at forbrydelser bliver efterforsket, og at staten ikke bare trækker på skuldrene, når mennesker udsættes for vold, trusler, indbrud, stalking eller svig – at politiet tager borgerne alvorligt, sådan som det er forpligtet til.

Derfor er Rigsrevisionens stærke kritik af politiets praksis med at henlægge tusindvis af sager uden reel efterforskning stærkt bekymrende.

For det er ikke blot et spørgsmål om administration, journalnumre eller bureaukratiske arbejdsgange. Det handler om retsfølelse og retssikkerhed. Om den skrøbelige kontrakt mellem borger og stat, som et civiliseret samfund hviler på.

Det mest opsigtsvækkende er ikke engang, at tusindvis af sager åbenbart er blevet lukket uden ordentlig efterforskning. Det mest opsigtsvækkende er, at der er store geografiske forskelle i politiets arbejde, og at hele 13.000 borgere har modtaget formuleringer, der gav ukorrekt indtryk af, at politiet faktisk havde arbejdet med sagen, undersøgt sporene og forsøgt at opklare forbrydelsen, men blot uden resultat.

Det er gift for tilliden.

Hvis vi begynder at mistænke, at der er forskelle på landsdele, og at anmeldelser ryger direkte ned i den digitale papirkurv, begynder noget at smuldre. Hvorfor skal man anmelde kriminalitet, hvis man ikke kan regne med, at nogen gør noget ved det? Hvorfor skal man tro på retfærdighed, hvis systemet virker mere optaget af statistik og sagsbunker end af ofrene?

Det er ikke svært at forstå frustrationen hos dem, der bliver stalket, svindlet eller har haft indbrud, når de bagefter modtager et standardbrev om, at sagen må opgives, selvom efterforskningen aldrig gik i gang. For mange danskere har for længe haft en voksende oplevelse af, at almindelig kriminalitet ikke bliver taget alvorligt.

Samtidig oplever de selvsamme borgere en stat, der til gengæld fungerer med imponerende effektivitet, når der skal sendes fartbøder, opkræves afgifter eller registreres fejl i årsopgørelsen. Den kontrast er farlig, for den skaber en følelse af, at staten er stærk over for lovlydige borgere, men mærkværdigt magtesløs over for forbrydere.

Naturligvis er virkeligheden mere kompliceret. Politiet er presset. Digital kriminalitet eksploderer. Bandekonflikter, terrortrusler og grænseoverskridende svindel sluger enorme ressourcer. Ingen forestiller sig, at alle sager kan opklares. Nogle sager må prioriteres frem for andre. Men det er heller ikke pointen.

Pointen er, at borgerne skal kunne stole på, at deres sag bliver taget alvorligt. At der sidder nogen i den anden ende og forsøger. At retssystemet ikke bare er et skuespil, hvor standardbreve skal få folk til at tro, at staten gør mere, end den gør.

Danmark er et højtillidssamfund. Det er noget ganske unikt, som ikke mange andre lande kan prale af. Den slags samfund tager århundreder at bygge op. Det kræver samtale, dannelse og indpodning af borgere med bestemte værdier fra barnsben. Og det kræver ordentlighed hos offentlige instanser.

Derfor er denne sag alvorlig.

Vores retsfølelse er ikke noget sekundært. Tilliden til politiet er ikke bare endnu en politisk målsætning blandt mange. Det er en vigtig del af fundamentet for det samfund, vi har bygget op. Og fundamenter skal man passe på. Alt andet står på dem.