Danmark skal ikke være så fodslæbende over for tæt nordisk samarbejde

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

På torvet i Helsingør sidder Erik af Pommern, manden, der byggede fæstningen Krogen, som Kronborg sidenhen blev rejst ovenpå.

»Mit håb står til havet,« står der på hans statue. Det tror pokker. Øresundstolden gjorde gennem århundreder Danmark rigt.

Men det er blevet tydeligt, at vores håb ikke længere kun kan stå til havet, selvom vi godt nok har en enorm handelsflåde. For havet leder også mod en verden, der er blevet mere uforudsigelig, mere brutal og mindre forpligtet på alliancer. Gamle sikkerhedsgarantier, der ikke længere kan tages for givet.

Derfor må vi rette blikket mod dem, vi faktisk ligner mest: vores nordiske naboer og landene omkring Østersøen.

Beslutningen om et tættere nordisk samarbejde om luftforsvaret koordineret fra Bodø er netop udtryk for det. Der er ikke tale om en teknisk detalje. Det er derimod et tegn på, at noget er ved at ændre sig. Noget, der ikke lykkedes efter 1864, og som ikke blev realiseret efter Anden Verdenskrig, er pludselig muligt. Et reelt nordisk forsvarsfællesskab.

Men det bør ikke stoppe dér. For sandheden er, at vi i Norden allerede udgør et fællesskab, som vi alt for længe har undervurderet. Vi er tilsammen lidt over 28 millioner mennesker. Vores samlede økonomi er den 9.-10.-største i verden, tæt på Ruslands.

Vi kontrollerer adgangsveje til Arktis og Østersøen. Vi har avancerede militærenheder, højt uddannede befolkninger og nogle af verdens mest teknologisk udviklede og stabile samfund. Vi er, hvis vi vil, en stormagt i miniformat.

Derfor bør Danmarks dage som fodslæbende i forhold til Norden være talte. Vi skal tænke i fælles nordiske investeringer i forsvar og teknologi, tættere energisamarbejde og udbygning af infrastrukturen omkring Østersøen. Og tænke i en større kulturel og uddannelsesmæssig udveksling, der minder os om og styrker det, vi faktisk allerede deler.

For vi deler meget. Sprog, der ligger tæt hinanden. En fælles historie med højskoler, andelsbevægelse og folkelig oplysning. En grundlæggende tillid til staten og til hinanden. Det er ikke småting i en verden, hvor netop tillid er ved at blive en mangelvare. Her står Norden på et helt unikt grundlag.

Vi skal tænke vores nordiske samarbejde ind i en bredere europæisk sammenhæng. Østersøen er ikke bare et farvand, men et strategisk knudepunkt. Her mødes Norden med Baltikum, Polen og Tyskland. Her krydser handel, energi og militær tilstedeværelse hinanden. Her afgøres i stigende grad Europas sikkerhed.

Det er også her, at Europas fremtid kan formes. I sidste uge mødtes de fem nordiske og tre baltiske lande i Estland, hvorfra det heldigvis lyder, at samarbejdet er på vej i højere gear.

Det er udtryk for en vigtig erkendelse i en tid, hvor de globale stormagter tænker i rå styrke: Vi kan ikke matche dem på deres præmisser, men vi kan bygge stærke, stabile samarbejder baseret på værdier og fællesskab.

Det skal vi prioritere. Vi skal se endnu mere mod Oslo, Stockholm, Helsinki og videre omkring Østersøen. Vi skal handle ud fra erkendelsen af, at vores sikkerhed ikke længere ligger hos en fjern supermagt, men i det nære samarbejde med dem, der ligner os mest.

Det tættere nordiske samarbejde om luftforsvaret med base i Bodø er en god begyndelse og en vigtig opdatering af Erik af Pommerns gamle devise. Vores håb skal stå til Norden og landene omkring Østersøen.