Nu gider vi ikke mere gak, Lars Boje
Den første tid med Lars Boje Mathiesen og hans nuværende og afstødte tilhængere har været en demokratisk farce, som dansk politik lever fint foruden.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Lars Løkke Rasmussen må være lykkelig over i hvert fald én ting for tiden. Alle har glemt alt om Moderaternes parlamentariske klovnebus, der truede med at køre den genfødte partiejers politiske projekt i grøften.
Borgernes Parti er ikke større, end de alle kunne være i en almindelig personbil. Og efterhånden kan de nøjes med en scooter.
I hvert fald er partiet, der kom i Folketinget på et hængende hår takket være partiejer Boje Mathiesens rørende fortælling om sit behov for at komme hjem hver aften og være sammen med sine børn decimeret til det halve, nærmest inden man er i gang.
Og man sidder allerede nu med den ret sikre overbevisning om, at vi ikke går glip af umistelig politik af den grund. Til gengæld tør ingen tage et væddemål om, hvorvidt klovnerierne stopper hos nuværende og tidligere medlemmer af Borgernes Parti.
Da Folketinget tirsdag skulle godkende valgresultatet, sørgede løsgænger to fra Boje Mathiesens parti for at gøre sig bemærket. Som en anden Sikandar Siddique var der samme dag draget tvivl om, hvorvidt Emilie Schytte i det hele taget boede nok i Danmark til at være valgbar. Størstedelen af Schyttes valgvideoer var nemlig optaget hos hendes mand, der bor i Sverige – og hvor hendes navn i øvrigt også står på døren. Til gengæld kunne naboerne til hendes hus i Frederikssund meddele, at det ikke var meget, de så til hende der.
På denne demokratiske festdag måtte Indenrigsministeriet i al hast undersøge, om der var hold i rygterne. For bor Schytte i realiteten i Sverige, kunne hun ikke godkendes som medlem af det danske Folketing. Malmø har trods alt ikke været dansk siden 1659.
Det godkendende møde i Folketinget måtte helt usædvanligt udsættes en time, før hun gled igennem. I første omgang.
For der vil uden tvivl blive dykket længere ned i den sag i den kommende tid. Så må hun måske overlade sin løsgængerplads til suppleanten fra Borgernes Parti, Peter Faber, der har en stribe konkursramte og tvangsopløste selskaber bag sig, herunder en sexbutik og en idé til en ny måde at lave saftevand på.
Og så har vi næsten allerede glemt rekordholderen i eksklusion, Jacob Harris, der blev »selvstændig« blot fire dage efter valget. Harris har bebudet, at han vil ansætte sin kone på kontoret, da hun er den eneste, han har tillid til.
Partiejer Boje Mathiesen bakser også en del med at forklare, hvorfor han med total enerådig magt over partiet tildeler sig selv en gedigen pose penge.
Og manden bag store dele af partiets ideologiske bagage, advokat Rasmus Munch Søndergaard, bandt en uskøn buket af de sammenflikkede raceteorier, der ligger bag, forleden i ”Deadline”. En brun buket af fri leg med fakta i populistisk pibesovs.
Med andre ord: Lars Boje Mathiesen vil så gerne have, at Borgernes Parti er stemmen for alle dem, der er utilfredse med det samfund, vi lever i – og ikke mindst dem, der administrerer det. I stedet kan Boje & Co. risikere at akkumulere lige så meget politikerlede som dem, de ellers klandrer. Det er mere skingert end substans.
Boje og Borgernes Parti har alle forudsætninger for at blive en pinlig parentes i dansk folkestyres historie.
Når de store, etablerede partier engang er færdige med at lege regeringsstoleleg, ligger der en stor opgave for dem i at sikre, at Folketinget også rummer forstandige menneskers stemmer.
Det vil forstandige mennesker – og dem er der væsentligt flere af end 2,1 pct. af stemmerne – være bedre tjent med end at lade sig nøje med Boje.