Valgparentes: Vi leger, at alt er, som det plejer
Halvdelen af valgkampen er gået. Og det med emner, som emmer af normalitet. Men der er brug for andre toner, mere alvor og mere tale om konsekvensen af, at verden brænder om Danmarks vugge.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
»Du pusling-land, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge.«
Jeppe Aakjærs strofe, som tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) henviste til, da han i september 1991 talte til Venstres landsmøde, har fået en ny, omvendt og aktuel betydning.
I efteråret 1991 åbnede verden sig. Sovjetunionen var brudt sammen i sensommeren, Berlinmuren faldet i 1989, det delte Tyskland genforenet i 1990. Venstres formand opfordrede Danmark til at byde ind i kampen for en ny verdensorden: »Det er nu, det gælder. Vi har lige så lidt råd eller tid til at skyde os ind under, at det må denne verdens “store” klare,« lød det fra Uffe Ellemann-Jensen, som så muligheden for at lade den verdensorden, som Vesten i årtier havde opbygget, blomstre.
Nu står verden igen ved et vendepunkt. Optimismen fra 1991 er væk, det samme er værdien af de redskaber, som Uffe Ellemann-Jensen så begejstret talte om. Danmark skal forsvare sine interesser og finde sin plads i en verden under hastig forandring.
»En verden er forsvundet og vil ikke komme igen,« betonede EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, for nylig og advarede mod at blive kustode i et museum for en svunden tid. Men noget rimer ikke, når det nu kimer ind til anden og sidste halvleg af valgkampen.
Det er, som om Danmark er trådt ind i en parentes eller en boble, hvor man lader som om, at alt er, som det plejer. At de forandringer, som Putins pres mod Europa, Trumps nye doktrin om Amerika først og afstandtagen til de værdier, der har kittet Europa og USA, ikke kommer med en pris. Aktuelt raser to krige, hvis udfald på den ene og den anden måde vil påvirke Danmark.
Ruslands krig mod Ukraine er en uhyggelig forsmag på, hvad Europa kan vente fra en mand, som netop ikke accepterer den europæiske sikkerhedsstruktur, som opstod efter 1991. Krigen i Mellemøsten minder om, at de udfordringer, som har stået lidt i skyggen af Ruslands og USA’s ageren, ikke er forsvundet: terror og migrationspresset mod Europa.
Dybest set handler valget i Danmark som vanligt om velfærd. Og jo, det hører med, at sammenhængskraft og velfærdsniveau indgår i ligningen om et lands modstandskraft og robusthed. At det betyder noget, at få har for meget, og færre for lidt, for nu at henvise til et andet nationalkvad. Grundtvigs ”Langt højere bjerge”, som i øvrigt udkom under titlen ”Til Danmarks trøst”. Men det betyder ikke, at velfærdsfaktoren kan ganges uendeligt.
Ingen tør sige det klart: Når verden brænder om Danmarks vugge, så har det en pris. Vælgerne efterlades med flere modeller for pension, skole og sundhed, og når seks partier stiller op til rituel rundkreds i det tidligere Horsens Statsfængsel, så lægger de ganske vist ud med at tale om en af skolens helt store udfordringer: inklusion af børn, som ikke kan tilpasses. Men det er grises velfærd, som for alvor fik politikerne op fra stolene. Som TV 2’s ordstyrer sagde: »Rolig, rolig, venner, nu puster vi lige stille og roligt ud.«
Så lad os lige stille og roligt puste ud og løfte blikket. Og i al fredsommelighed stille spørgsmålet: Hvem eller hvilke partier er bedst til at forsvare Danmarks interesser og skabe de nødvendige alliancer? Hvem bekender sig til EU og Nato, som de helt fundamentale organisationer, som Danmark skal indgå i for netop ikke at overlade sin egen skæbne til verdens store?
Det er i hvert fald let at få øje på, at både Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen vil stå med store udfordringer fra støttepartier, som ikke fuldt og helt deler den analyse.