Trumps krig i Iran er højt spil med verdensøkonomien
De seneste dage har givet os en bekymrende forsmag på de risici, angrebet på Iran involverer. Ikke meget tyder på, at Washington har en seriøs plan for, hvordan krigen skal afsluttes.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
En uge efter at USA og Israel indledte de militære angreb på præstestyret i Iran, er de globale følger så mange og så forvirrende, at det kan være svært at danne sig et præcist overblik.
På en akse fra Cypern i Middelhavet til Sri Lanka i Det Indiske Ocean – en distance på knap 6.000 km – har kamphandlingerne trukket deres spor, og antallet af dræbte (herunder et ikke ubetydeligt antal civile) er nu firecifret. Dertil kommer utallige afledte effekter globalt set – fra løbske energipriser over lukkede skibsruter til strandede turister.
Det er en krig, hvis politiske essens kan koges ned til ønsket om at skille sig af med et formørket og reaktionært teokrati, der ikke bare i årtier har tyranniseret Irans over 90 mio. borgere, men også med sine terroristiske satellitter har spredt skræk i hele den mellemøstlige region.
Skulle mullahernes diktatoriske regime gøre den dræbte ayatollah Ali Khamenei følge over på historiens mødding, bør ingen med et hjerte for frihed og demokrati fælde en tåre.
Men om dette projekt faktisk lader sig realisere, hvor længe det i givet fald vil tage, og hvad der sker derefter, er fortsat helt åbne spørgsmål.
Historien gentager sig ikke, men det er åbenbart, at sporene skræmmer, både når man kigger tilbage på tidligere amerikanske interventioner og på Trump-administrationens manglende evne til at fokusere og skabe holdbare løsninger i internationale spørgsmål.
Det igangværende angreb er blevet sammenlignet med Irakkrigen, som få i dag vil huske med glæde. Men selvom den daværende præsident, George W. Bush, ofte er blevet kritiseret for det hokuspokus, der omgav projektet om at gå i krig mod Saddam Husseins Irak, så søgte Bush både rygdækning i Kongressen og i FN’s Sikkerhedsråd, ligesom angrebet havde bred opbakning i form af den såkaldte koalition af de villige, hvor Danmark også medvirkede.
Trump har ignoreret både Kongres og sikkerhedsråd og i vanlig magtfuldkommen stil kørt solo, mens han skælder ud på sine allierede i både Mellemøsten og i Nato – selvom krigen har konsekvenser for hele verdenssamfundet.
Prisen for interventionen, som bærer præg af Trumps forkærlighed for impulsive hovsa-beslutninger, ser ud til at blive meget høj. Ved at satse på ildkraft fremfor diplomati forærer Trump Beijing og Moskva og andre anløbne aktører mulighed for i fremtiden at underløbe internationalt anerkendte arrangementer.
De regionale konsekvenser af interventionen er svære at forudsige, men Iran er en skrøbelig stat med store nationale mindretal, og et sammenbrud for centralmagten i Teheran kan udløse nye blodige krige.
Konflikten har allerede berørt områdets arabiske stater, ligesom Tyrkiet og det tyrkisktalende Aserbajdsjan risikerer at blive inddraget i fjendtlighederne. Skulle det ske, vil der opstå et bælte af ny ustabilitet på tværs af regionen.
De økonomiske risici kan i omfang matche de politiske, hvilket aktie- og energimarkeder straks har reageret på, og skulle krigen trække ud, vil det utvivlsomt ramme den globale konjunktur.
Heri ligger trods alt et lille håb om, at Trump kan nå at besinde sig og finde en vej ud af krigen. For USA står over for det vigtige midtvejsvalg i november, og en cocktail af høje benzinpriser, løbsk inflation og lav vækst er det sidste, præsidenten og hans republikanere har brug for i den kommende valgkamp.