Hvis nogen skal holde fri, skal andre arbejde. Og hvem er det så?

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

»Hov, hov, hov, hov. Den er bestemt ikke slået fejl.«

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, var ikke meget for at indrømme, at Arne-pensionen ligner en fuser. Tværtimod skal den have en makeover, så flere får mulighed for at forlade arbejdsmarkedet før pensionstid og tilmed til en højere sats.

Et forslag, der både koster penge og en nedgang i arbejdsudbuddet. Og man kan undre sig over, at det netop i disse tider er det, som står højst på prioriteringslisten. Det er at foregøgle danskerne, at der kan være råd til at nyde frem for at yde, samtidig med at det står krystalklart, at øget oprustning og sikkerhed kommer til at koste. Og at intet tyder på, at den udfordring forsvinder efter 2035, som er den tidshorisont, Socialdemokratiet har valgt at operere med i sit pensionsudspil.

Efterspørgslen på Arne-pensionen har ikke været prangende. Og det udspil, som Socialdemokratiet nu har lagt på bordet, minder meget om et forsøg på at genindføre den omdiskuterede efterløn ad bagdøren. Den var som bekendt med til at tage livet af en tidligere socialdemokratisk statsminister, som kørte valgkamp på en efterlønsgaranti for derefter at indgå et forlig, hvor efterlønnen ganske vist bestod som begreb, men under helt andre forudsætninger.

Netop historien om efterlønnen viser, hvor ømtåleligt hele pensionsområdet er, og det er på mange måder beklageligt, at der endnu en gang rokkes ved betingelserne for at kunne trække sig fra arbejdsmarkedet. Der er kort og godt brug for at holde fast i brede forlig, som gør, at emnet ”pension” ikke skal diskuteres hver eneste gang, der er valgkamp. Ligesom der skal holdes fast i enkle og let gennemskuelige ordninger, så det ikke kræver den store embedseksamen at tilrette sin tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Muligvis er der en række 40-årige, som klikker sig ind på Socialdemokratiets hjemmeside og smiler, når de konstaterer, at de, hvis de begyndte at arbejde som 19-årige, kan blive folkepensionister som 71,5-årige, et år tidligere end under de nuværende betingelser, og at Arne-pensionen kan sættes i værk, når de er 67,5 år.

Men det skal holdes op mod alle dem, som nu er usikre på, hvad socialdemokraterne egentlig mener, når de siger, at de vil reformere pensionsbeskatningen. I og med at omkring halvdelen af de 4,6 mia. kr., som hele pensionsudspillet koster i 2035, skal hentes der, så er det næppe for pessimistisk at konkludere, at det vil betyde, at det bliver mindre attraktivt at spare op til sin egen pension.

Hvordan de ændrede pensionsregler skal finansieres efter 2035, er et stort og ubesvaret spørgsmål, som også medvirker til at skabe usikkerhed.

Under pressemødet var det påfaldende at iagttage, hvordan retten til at nyde livet, mens man endnu kan med børn og børnebørn, blev betonet.

Det står om ikke i skærende kontrast til, så i hvert fald i nogen kontrast til det budskab, som Kaare Dybvad Bek kom med, da han i 2023 udgav ”Arbejdets land” og kom under voldsom beskydning, da han fremlagde det meget enkle budskab: Hvis nogen skal holde fri, så skal andre arbejde. Spørgsmålet er nu: Hvem er det så?

Efterlønsordningen blev lagt om, fordi den var voldsomt populær. Og fordi det vakte en vis forargelse, at raske og rørige 60-årige kvittede arbejdsmarkedet for at udleve diverse drømme.

I stedet for at opfinde en ny efterløn og dække det ind under ord som ”differentieret” og ”retfærdig”, så kunne man gå en mere samfundsøkonomisk vej ved at gøre det mere attraktivt at blive på arbejdsmarkedet og bidrage til fællesskabet. Og lad så Arne hvile i fred.