Trump tog hul på en forebyggende løgn
Ikke et ord om Grønland, men tiden, hvor man kun glæder sig over det, som Trump ikke siger, er forbi.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
En lang tale. Selvglæde. Og spredte løgne. Trump tager stort set samtlige stik hjem på en typisk karakteristik af en folkeforfører.
Tag blot sætningen: »For kort tid siden var vi et dødt land. Nu er vi det hotteste land i hele verden. Det hotteste.«
Og læg hertil, at han i sin tale til Kongressen flere gange formåede at så tvivl om selve USA’s demokratiske grundlag.
De politiske modstandere blev hånet. Højesterets dommere fik at vide, at de havde truffet en »uheldig afgørelse«. En efter omstændighederne mild kritik.
Da USA’s højesteret blokerede Trumps store slagnummer, told, var gensvaret fra Det Hvide Hus, at flere højesteretsdommere var »en skændsel for vores nation«.
Blandt andet på den baggrund kunne man forledes til at tro, at det var en mildere udgave af den amerikanske præsident, der talte natten til onsdag. Og det ville formentlig også have været reaktionen, hvis vi går blot et år tilbage. Dengang blev det anset som en slags sejr for normaliteten, når Trump ikke sagde noget. Om Grønland for eksempel.
Sådan er det ikke længere. I løbet af det første år i Trumps anden periode som præsident har grundopfattelsen af ham ændret sig dramatisk.
Forsonende reaktioner og håb om, at Trump vil komme til fornuft, er afløst af et mere realistisk syn på Donald Trump, som nu med rette optræder i samme klassement som Vladimir Putin og Xi Jinping.
Donald Trump er ikke en slagen mand, men han er en trængt mand. Udenrigspolitisk og indenrigspolitisk.
Fra Europa møder han modstand. Lederne af Europas store lande har gjort det krystalklart over for Donald Trump, at han vil møde modstand, hvis han igen forsøger at true sig til at kunne tage land fra en Nato-allieret og true andre allierede med straftold.
Den virkelighed forsøger Donald Trump at overdøve ved at gøre told til et spørgsmål om ”dem mod os” og ved at udnævne sig selv til fredsskaber, der har befriet verden fra flere krige.
Fortællingen savner enhver form for dokumentation, men sørgelige historiske erfaringer viser, at blot en løgn gentages tit nok, så ophøjes den til i hvert fald en opfattet sandhed. Og det er, hvad Trump kan bruge i sit manipulerede verdensbillede, hvor stort set alt og alle indtager rollen som USA’s fjender, mens han selv fremstår som frelseren: »Vores land vinder igen! Vi vinder så meget, at vi ikke ved, hvad vi skal gøre. Folk siger: ”Please, præsident, vi vinder så meget, at vi ikke kan tage det mere”. Men jeg siger: ”Nej, vi vil blive ved med at vinde!”«
Samme teknik bruger han indenrigspolitisk. Han overdriver sin egen indsats og enten fordrejer eller lyver om resultaterne af sin egen politik. Men meningsmålingerne taler for, at Donald Trump kan møde muren, når der holdes midtvejsvalg i efteråret.
Det mest bemærkelsesværdige i den alenlange tale er, at Donald Trump allerede er begyndt at forberede sit nederlag med en fortælling om, at man ikke kan stole på systemet. Hans falske fortælling om, at valget blev stjålet fra ham, lever stadig, og ingen skal blive overraskede, hvis Trump bruger den igen, hvis midtvejsvalget går ham imod. Og heller ikke, hvis han handler derefter.
Spørgsmålene er stadig: Hvor længe kan amerikanerne holde sammen med en præsident, som miskrediterer sine politiske modstandere og bevidst skaber splid. Og især: Hvor langt vil Donald Trump gå for at beholde magten?