Venstres forslag om at skære i udviklingsbistanden fortjener anerkendelse, men kræver omtanke

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

I ugevis har valgkampens forspil lignet en ønskekoncert. SF vil genindføre store bededag. Socialdemokratiet lover maksimalt 14 elever i de små klasser. Moderaternes kulturminister nedsætter et råd om ”kulturel modstandskraft”.

Alle vil noget. Næsten ingen taler om, hvordan regningen betales. Det gør Venstre nu.

Partiet foreslår at sænke den danske udviklingsbistand fra de nuværende 0,7 pct. af bruttonationalproduktet til 0,5 pct. Forskellen – omkring 6,5 mia. kr. årligt – skal bruges til at finansiere øgede forsvarsudgifter og velfærd for danskere. Troels Lund Poulsen vender formentlig snart tilbage med konkrete bud på, hvad pengene skal gå til.

I regeringssamarbejdet med Socialdemokratiet og Moderaterne har Venstre haft svært ved at markere en klar borgerlig profil. Her er den. Mindre udviklingsbistand, flere penge til nationale kerneopgaver, større fokus på forsvar og sikkerhed.

Det er klassisk borgerlig prioritering – og et signal til de vælgere, der mener, at Danmark i en urolig verden først og fremmest skal kunne passe på sig selv. Det er klar valgkampspolitik.

Danmark er i dag ét af få lande i verden, der lever op til FN’s anbefaling om at bruge 0,7 pct. på udviklingsbistand. Mange taler varmt om global solidaritet, men meget få betaler. Danmark gør. Sammen med kun en håndfuld andre lande har vi i årtier placeret os i den absolutte top.

Siden slutningen af 1970’erne har vi haft en bred politisk opbakning til at følge FN’s anbefalinger. Det har været et udtryk for både idealisme og strategisk fremsyn: en erkendelse af, at opbygge stabilitet, sundhed, uddannelse og institutioner i verdens fattigste lande også er i vores egen interesse, fordi det får færre til at immigrere. At bryde med den linje vil være historisk.

Både Kina og Rusland øger dog deres tilstedeværelse kloden rundt. Især i Afrika. Kina investerer massivt i infrastruktur, havne, miner og telekommunikation. Rusland tilbyder sikkerhedssamarbejder, våben og politisk støtte. Spørgsmålet er derfor, om det er klogt, at Danmark – og potentielt Europa – træder et skridt tilbage netop nu?

Udviklingsbistand er også indflydelse.

Ambassader, partnerskaber, civilsamfundsprojekter og erhvervssamarbejder skaber relationer, der rækker årtier frem. Hvis vi reducerer vores engagement, efterlader vi potentielt et magttomrum. Og magtens tomrum eksisterer aldrig særligt længe.

Omvendt er 0,7 pct. ikke en naturgiven størrelse. Det er en politisk fastsat målsætning fra en anden tid. Verden har ændret sig. Danmarks sikkerhedspolitiske situation har ændret sig dramatisk. Forsvarsudgifterne stiger eksplosivt. Presset på de offentlige finanser vokser. I det lys er det ikke urimeligt at diskutere, om alle udgiftsposter skal være fredede.

Selv hvis Venstres forslag gennemføres, vil Danmark fortsat levere omkring 17 mia. kr. årligt i udviklingsbistand. Det er stadig et meget betydeligt beløb. Vi vil fortsat være blandt de mest generøse lande i verden målt pr. indbygger. Det er ikke nødvendigvis en katastrofe for vores udviklingspolitik og vores indflydelse ude i verden.

Venstres forslag fortjener anerkendelse, men skal behandles med omtanke.