Jeppe K forklædt som Wammen: »Det' lige meget«
Fødevarechecken er tyk, men ikke ugennemskuelig.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Man kunne have skrevet drejebogen til fødevarecheckens tidlige skæbne på forhånd: En tyk fortælling om bøvl, groteske tilfælde og det ubesvarede spørgsmål: Virker det overhovedet efter hensigten? Uanset om hensigten er socialpolitik eller at få solgt sit parti.
Avisen har afsløret, at godt 30 pct. af alle fødevarechecks ender hos den halvdel af befolkningen, der tjener mest. Blot i dette tilfælde 660.000 lappeløsninger på noget, der allerede ligner makværk. Af dem vil ca. 89.000 checks blive udbetalt til den tiendedel af befolkningen, der tjener allermest.
Er man som folke- eller førtidspensionist bosat i udlandet, hvor fødevarepriserne ikke nødvendigvis er steget i samme tempo, som det har været tilfældet i Danmark, kan man søge om at få paellapenge sendt fra Danmark. »Det’ lige meget, videre,« som Magnus Millangs kronisk selvovervurderende ejendomsmæglerfigur Jeppe K ville udtrykke det.
Efter Ruslands invasion af Ukraine blev gasforsyningerne lavere, og energipriserne højere. Så i sommeren ’22 fik 411.000 husejere en varmecheck på 6.000 kr. Men også den form for detaljeret regulering til en mindre gruppe slog fejl. Regeringens almisser skulle lune, men systemet gik koldt. Først på grund af fejloplysninger i BBR, siden fordi det ikke var lovligt for husejere at betale et uberettiget varmetilskud tilbage. Alt bøvlet og det groteske gjorde det nemt at forudsige, hvordan det vil gå med fødevarechecken.
Et par fødevarechecks på 2.500 kr. vil uden tvivl lune hos de familier, der har mindst. For dem er det en betragtelig del af månedens forbrug. Ikke til luksus, men potentielt til helt almindelige varer, når økonomien i forvejen er spændt til bristepunktet. Man skal ikke undervurdere forskellen på uro og mad i maven. Det er i det perspektiv, det bliver tydeligt, hvor meningsløst det er, når den samme check ender hos dem, der ikke mærker den. Som den næppe vil mærkes i direktørhjemmet, hvor den ene halvdel af parret fordriver tiden med at forsøge at sælge franske vintage-stager på nettet – og dermed på papiret er berettiget til et statstilskud til Bourgogne-budgettet.
Det er i det hele taget en underlig øvelse, at staten først opkræver penge via skatten og derefter overlader det til politikerne at time omfordelingen, efter hvilken fortælling der passer bedst i nuet – og bedst til meningsmålingerne. Til tænder og til tanter.
At udbetale penge på må og få, på et spinkelt grundlag og med alt for mange huller, fordi det skal »gå stærkt« og »være effektivt«, er en uskik, der strider mod, hvordan vi ellers har (om)fordelt penge i Danmark.
Godt nok er skattetrykket højt, systemet er overkompliceret og svært at ændre. Men det hviler trods alt på en grundidé om, at penge fordeles efter kendte regler og ikke efter politiske vinde eller en strategs øjebliksindskydelser.
Hvis man virkelig ville give danskerne flere af deres egne penge mellem hænderne, kunne man begynde med at lette bundskatten. Men så forsvinder stammen i politikernes almissefortælling.
Konstruktionen bag fødevarechecken og de tidlige, tudetossede konsekvenser understreger, at der ikke er tale om socialpolitik, selv om det vist helst skal se sådan ud.
Checkfarcen er tyk, men næppe så tyk, at vælgerne ikke kan se igennem den og få øje på, hvad den i virkeligheden handler om.
Hvor er feltet med »Nej tak«? Til overflødige udbetalinger. Og til lidt for Jeppe K-smarte valgkampskramper.