Hvad giver man manden, der vil have alt? Et afbud til fodbold-VM
En passende gave til Trumps etårsjubilæum på posten kunne være et funklende klart afbud til verdensmesterskaberne i fodbold.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det er et år siden, Donald Trump blev indsat som præsident i USA.
Helt ærligt: Det føles, som om det er et årti siden, at det var den 20. januar 2025. Ikke engang den største elefant kunne skabe lige så meget ravage i en glasbutik som Trump. Der er dage, hvor man næsten ikke orker at tænde for nyhederne.
Hver dag sin Trump-historie. Og de bliver værre og værre. Der er historierne, som bare er tåbeligheder. Og der er dem, der kan få afgørende betydning for resten af verden.
Når Donald Trump nu elsker gaver lige så meget som sig selv, kunne en passende en af slagsen i anledning af etårsjubilæet være at melde afbud til årets verdensmesterskaber i fodbold, der spilles i bl.a. USA. DBU bør opfordre fodboldforbundene i de øvrige lande, der trues af Trump, til at gøre det samme. Det vil ramme ham, hvor det gør mest ondt: på hans forfængelighed.
Et VM i fodbold uden Tyskland, England og Frankrig er ikke et VM.
I en tid, hvor sport også er blevet politik, vil det være et stærkt, folkeligt signal om, at man ikke bryder sig om værtslandets brutale fremfærd.
Og det ville klæde DBU at tone rent flag, så vi slipper for den fedtede runddans om virkeligheden, som vi oplevede før og under det famøse VM i Qatar. Hvor protesten primært udmøntede sig i, at det ellers suveræne danske landshold nærmest spillede baglæns, da spillerne gik på banen i ørkensolen.
Og hvor man fornemmede, at det ikke kun var de høje temperaturer, der fremkaldte ubehag.
Sidegevinsten kunne være en øretæve til Fifa-præsident Infantino, der må have vundet pokalen for skamløs sleskhed til ejendom. Hans selvopfundne ”fredspris” til Donald Trump fremstår om muligt endnu mere pinagtigt latterlig efter den seneste tids begivenheder.
Lige nu står den vestlige verden i en helt bizar situation, hvor Trumps USA truer sine allierede. Det begyndte med Grønland, men i løbet af kun en uge er denne regionale David og Goliat-tvekamp eskaleret til at være en kamp mellem det regelbaserede samfunds grundfæstede rettigheder om nationernes selvbestemmelse mod – ja, ren bølle-totalitarisme.
Som Trumps ideologiske dukkefører, Stephen Miller, udtrykker det, så har små nationer ikke noget at skulle have sagt over for store.
Heldigvis har støtten til rigsfællesskabet fra større nationer inden for Nato og EU været ufortrøden. Man skal ikke være naiv og tro, at det udelukkende er på grund af Grønland og Danmark. Det er også i deres interesse, at foden bliver sat ned for herremandsmentaliteten fra Det Hvide Hus.
EU overvejer netop nu, om det er tiden til at iværksætte den helt store handelshammer som modsvar til Trumps straftoldstrusler. Frankrigs Macron mener, at det er tiden. Tiden til at give igen med samme mønt. Det er det eneste sprog, bøller forstår.
Man kan kun håbe, at EU vil gribe øjeblikket og vise sin berettigelse i en tid, der kalder på større skostørrelser end detaljerede regulativer og forstående snak.
Det er det eneste glædelige ved situationen, som den tegner sig lige nu. At der for én gangs skyld udvises sammenhold. Et sammenhold, der forhåbentlig ikke drukner i snak, som det ofte har været tilfældet med støtten til Ukraine.
Det vil være på sin plads over for en mand, der skriver truende til den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, fordi Norge ikke har villet give ham Nobels fredspris. Jøsses! Man må erindre sig Lars Løkkes underfundige kommentar om Trump, da han blev interviewet på Fox News: Der er altid et gran af sandhed i det, Trump siger.
Med andre ord: Det meste er til gengæld bullshit.