Gad vide, hvordan Vance og Rubio får forklaret chefen, hvad en arbejdsgruppe er?
Mødet med Vance og Rubio endte ikke som Zelenskyjs møde med Trump i sin tid. Løkke og Motzfeldt fik kørt en aftale om at mødes igen i hus - og i tider som disse er det tæt på at opfylde succeskriteriet i en verden, hvor diplomatiet oftere og oftere erstattes af kanonbåde.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Vi var enige om at være uenige.
Det var dommen over mødet mellem Lars Løkke Rasmussen og Vivian Motzfeldt og J.D. Vance og Marco Rubio. Afsagt af Løkke på pressemødet et par timer efter mødet i Eisenhower-bygningen i Washington DC.
Var det et antiklimaks? En succes? En fiasko.
Realistisk set var det nok det tætteste, man kommer på en succes over for en administration, der styres af en uberegnelig præsident, der har låst sig fast på målet om at erhverve Grønland, omtrent for enhver pris. Trump har erklæret sig parat til at ofre Nato-samarbejdet, der er angiveligt lavet amerikanske udregninger på, hvad det ville koste at stikke hver enkelt af de cirka 57.000 grønlændere en fed check imod at aflevere deres lands frihed til USA.
Set i det absurde lys må det derfor karakteriseres som en betinget succes, at Løkke og Motzfeldt fik ikke mindst europahaderen J.D. Vance til at lave en aftale om at nedsætte en arbejdsgruppe, der nu skal tale videre om, hvordan man kan bevæge sig fra hvert sit ringhjørne og ind på midten.
Ærligt talt virker det, som om det godt kunne gå hen og ende i en blindgyde i stedet. Når det kommer til stykket, er det hverken Vance eller Rubio, der bestemmer. Det er Trump. Det kan ingen være i tvivl om. Og her hjælper ikke engang udbredt sleskhed, som ellers er blevet regeringsledere og Fifa-præsidenters foretrukne middel til at få Trump til at lytte.
Og helt ærligt havde det også været svært at forestille sig Lars Løkke Rasmussens smiske for Vance og Co. Heldigvis.
I de senere dage er den danske udenrigsministers stjerne næsten blevet til en glorie. Dansk politiks svar på en kat har efter en sløj indenrigspolitisk periode vist, at der er endnu et liv i ham - og selv politiske modstandere har erklæret, at de følte sig helt trygge ved, at det netop var Løkke, der skulle ind i ”løvens hule”, som Morten Messerschmidt formulerede det.
Løkke er nærmest af nogle blevet fremstillet som en slags moderne Holger Danske, der som den eneste ville være i stand til at holde igen mod den brutale Vance.
Det timelange møde vil blev dissekeret i de kommende dage - samtidig med, at en række Nato-lande allerede er i gang med at sende militært personel til Grønland.
Med passende timing blev det bekendtgjort på et pressemøde samtidig med mødet i Washington DC - og det var uden tvivl aldeles tilsigtet. Ikke kun Danmark, men også andre - og større - Nato-medlemmer har givetvis en sund interesse i at vise Trump, at hans forventninger om hjælp fra Nato til at få Danmark til at slippe Grønland, er et fantasifoster, der ikke fortjener at få liv.
Det er naturligvis højspændt - og så på samme dag, af flere udpeget som den mest afgørende dag for Danmark siden 1864 - men intet er afgjort. Det positive er, at intet er tabt, og at intet tyder på, at hverken Danmark eller Grønland står svagere efter mødet i Washington DC.
Løkke blev ikke nødvendigvis - i hvert fald ikke i første omgang - den nationalhelt, der overbeviste de uoverbeviselige om, at Grønland har ret til at bestemme selv. Men han kørte mødet hjem med det bedst mulige resultat i et politisk landskab, der er mere porøst og uforudsigelig end nogensinde i nyere tid.
Og heldigvis så det ud til, at parløbet mellem ham og Vivian Motzfeldt fungerede. Ikke nogen god dag for Rigsfællesskabet. Men heller ikke en katastrofe.