Ingen bliver mæt af Trumps ukrainske luftsteg og vindfrikadeller
Der blev ikke fred i Ukraine i 2025, og kun den mest naive venter sig hurtige resultater i det nye år. Parterne står langt fra hinanden, og Trumps hovsa-diplomati har ikke produceret resultater.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
For et års tid siden mente Donald Trump, at fred i Ukraine kunne skabes i løbet af nul komma fem, eventuelt en enkelt dag. Ved udgangen af 2025, efter måneders ineffektive diplomatiske anstrengelser, er det svært at se, om freden er kommet væsentlig tættere på, end den var ved det seneste årsskifte.
Som altid var der amerikansk bragesnak ad libitum efter et møde søndag aften mellem Trump og Volodymyr Zelenskyj. Trump mente, at en fredsaftale var »95 pct. klar«, og at blot et par mindre spørgsmål skal ryddes af vejen, før krigen er afsluttet.
Men hvis man skal dømme ud fra Trumps idéer om, hvad der foregår i Ukraine, er Washington ikke kun langt fra at have etableret et seriøst fredsprojekt – men også fra overhovedet at forstå, hvad krigen går ud på. »Præsident Putin var meget generøs i sine følelser for, at det skal lykkes for Ukraine,« lød det fra Trump, der havde talt i telefon med den russiske præsident før mødet med Zelenskyj.
Det kompliment har man helt sikkert grint godt af i Moskva, men lad os lige rekapitulere fakta: Rusland har gennem mindst to årtier under Putin arbejdet på at sabotere Ukraine som selvstændig stat. I 2014 invaderede man Krim, som blev annekteret samme år, og besatte dele af Østukraine.
I 2022 forsøgte man uden held at indtage Kyiv og andre ukrainske storbyer, man annekterede formelt yderligere fire ukrainske regioner og har siden ført en brutal krig, der har kostet hundredetusinder af liv og sendt millioner på flugt.
Hvis man ikke forstår disse ganske enkle fakta, forstår man ikke krigens årsager og dynamik. Dermed er man også ude af stand til at føre resultatorienterede forhandlinger.
Moskva har da også haft nemt ved at udmanøvrere det svage amerikanske hold sat af den rundforvirrede Trump. Et klart tegn på det er, at Washington er gået ind på den russiske idé om, at der skal forhandles en politisk fredsaftale på plads, før man etablerer en våbenhvile. Det bliver – høfligt sagt – meget svært.
For historien viser, at det faktisk kan skabes våbenhvile mellem Rusland og Ukraine. Det skete med hiv og sving i begyndelsen af 2015 i form af de såkaldte Minsk-aftaler. Det var intet perfekt arrangement – der var utallige krænkelser undervejs – men det begrænsede blodsudgydelserne frem til 2022.
Med en politisk fredsaftale ligger det uligt tungere. Tyskland og Frankrig forsøgte som garanter for Minsk-processen gennem syv-otte år at skabe en sådan. Udbyttet var lig nul.
Det skal man holde sig for øje også i forhold til de mange, til tider lidt naive, opfordringer til, at Europa bevæger sig ind i det diplomatiske spil med Moskva. En mere klar og muskuløs linje fra Europas side ville være velkommen, men forvent ikke, at den i sig selv får Kreml til at krybe til korset. Vi har været her før, og det er ikke blevet lettere i mellemtiden.
En våbenhvile eller (hvis man er optimist) en fredsaftale kræver bevægelse mellem parterne, og den kommer nok først, hvis krigslykken for alvor begynder at gå den ene af parterne imod – eller hvis man i Kreml på et tidspunkt besinder sig på, at Putins krigskurs har ført Rusland ind i en katastrofal blindgyde.
Hvis man har et oprigtigt ønske i Washington og andre vestlige hovedstæder om at bringe den time nærmere, er opskriften fortsat enkel: maksimal støtte til Ukraine samt hårdere og mere effektive sanktioner rettet mod Moskva.
Fulgte man den kurs, kunne 2026 måske blive året, hvor vi ville se realitetsforhandlinger mellem Kreml og Kyiv og ikke bare luftkasteller made in Mar-a-Lago.