Velfortjent nej tak til Hummelgaards hede ønsker om overvågning

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

»Jeg har ikke yderligere kommentarer til den sag. Den har jeg kommenteret mange gange igennem de seneste år,« svarede statsminister Mette Frederiksen, da hun under Folketingets åbning afviste at forholde sig til slettede sms’er i forbindelse med mink-sagen.

Ironisk nok vil statsministerens regering gerne overvåge almindelige menneskers beskeder. Med justitsminister Peter Hummelgaard i spidsen har regeringen i forståelige bestræbelser for at bekæmpe terror og børnemisbrug længe forsøgt at overbevise de andre EU-lande om, at alle borgere i Europa løbende skal have alle deres chat-beskeder kigget igennem.

Den danske regering har arbejdet for at få lov til at scanne private beskeder, svække kryptering, give politiet og PET udvidet adgang til metadata og data fra forskellige tjenester og indføre såkaldte ”bagdøre” i digitale enheder. Men ikke nok med det. Overvågningen skulle foregå, selvom myndighederne ikke havde nogen konkret mistanke om ulovligheder.

Heldigvis har Tyskland nu fejet forslaget af bordet med henvisning til, at det i praksis ville udgøre en “generel og vilkårlig overvågning” af alle borgere og dermed bryde proportionalitetsprincippet, der er en hjørnesten i både EU-ret og dansk forvaltningsret.

Det var den danske regering blevet advaret om. En lang række juridiske eksperter har forlængst sagt, at lovforslaget var ude af proportioner.

Juridisk var forslaget på kollisionskurs med både EU’s charter om grundlæggende rettigheder, navnlig artikel 7 og 8 om retten til privatliv og databeskyttelse, og med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, som fastslår retten til respekt for privatliv og korrespondance.

Forebyggende scanning af kommunikation uden individuel mistanke strider ganske enkelt mod retsstatens grundprincipper. Når Tyskland siger stop, gør de det for at beskytte retsordenen. Hvis staten har adgang til private beskeder uden konkret mistanke, er vi tættere på en overvågningsstat end et liberalt demokrati.

Når kryptering svækkes, er det ikke kun statsinstitutioner, der kan kigge med, men også hackergrupper, fremmede magter og kriminelle.

Det hersker ingen tvivl om, at beskyttelse af børn og bekæmpelse af terror er vigtigt, ligesom der ikke er tvivl om, at internettet giver både terrorister og pædofile nye og skræmmende muligheder. Vi kan som samfund ikke sidde på hænderne, men det er en balancegang. Vi må ikke gå for meget på akkord med demokrati og frihedsrettigheder.

Statens overvågning må selv med de bedste hensigter ikke overskride proportioner. Den må ikke underminere retten til privatliv, retten til sikker kommunikation og retten til at blive betragtet uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

Enhver har ret til at have hemmeligheder – ikke fordi vi har noget at skjule, men fordi et privat rum er en præmis for vores frihed. Det er heldigvis blevet slået fast med det nu skrottede forslag.

Tak til Tyskland og andre, der har mindet den danske regering om, at demokrati ikke kun er valghandlinger og flertalsafgørelser, men også respekt for borgerens grundlæggende frihedsrettigheder og privatliv.

I et demokratisk folkestyre skal folket kunne kigge magthaverne dybt i kortene. I et demokratisk folkestyre skal magthaverne tænke sig godt om, når det kommer til at overvåge befolkningen.

Det er velfortjent, at Frederiksen, Hummelgaard og co. måtte pakke dette forslag sammen.