Trump og Putins farce i Alaska må fjerne Europas sidste illusioner

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det var svært at betragte optrinnet i lufthavnen i Alaska sent fredag aften uden at føle en kvalme stige op fra mellemgulvet.

Mens Vladimir Putin – ansvarlig for hundredetusinder af dræbte i krigen i Ukraine – med selvbevidst mine skridtede hen ad den røde løber, blev han applauderet af Donald Trump, som var den russiske enehersker en popstjerne på vej på scenen i Las Vegas. Som topmøde betragtet var opsætningen så afgjort i bad taste-genren, og selv arrangementets flotte scenografi kunne ikke skjule, at de amerikanske værter slet ikke havde gjort det diplomatiske forarbejde, der er nødvendigt, hvis man skal løfte en så kompliceret udfordring som at skabe fred i Ukraine.

Trumps naive tro på egne evner har muligvis været et aktiv i ejendomsbranchen i New York, men i international politik rækker det slet ikke, og den russiske delegation gad dårligt skjule sin foragt for amerikanernes amatøragtige håndtering af processen. Det er en bet for Vesten – hvis globale rygte ikke har brug for flere ridser – og en bet for Ukraine, som Trump meget vel kan gøre til syndebuk for sit fejlslagne diplomati.

På kort sigt vil Det Hvide Hus formentlig øge presset på ukrainerne for at bevæge sig hen mod en våbenhvile på ugunstige vilkår, mens russerne slipper med skrækken, hvad angår skærpede sanktioner. Men der er som bekendt ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget. For hvis de amerikanske forsøg på at vinde Putin med smiger og urealistiske løfter snart løber endeligt på grund, kan det i bedste fald bane vejen for en mere nøgtern forståelse af, hvordan man skaber fred i Ukraine – og samtidig inddæmme den russiske aggression bredere set. Det kræver dog en besindelse fra Trump-administrationens side, som man langt fra kan være sikker på, vil indtræffe. Trumps vilde udtalelser om, at Alaska-mødet fortjente et tital på en skala fra et til ti, lover ikke godt, hvad angår rationelle vurderinger fra præsidentens side.

Man kan håbe, at et bredt pres fra bl.a. Kongressen, amerikanske medier og den offentlige opinion får Det Hvide Hus til at ændre kurs den kommende tid – men mere end et håb er det ikke. Hvis USA ikke ønsker eller formår at sejle op mod Moskvas revanchistiske dagsorden, er det op til Europa at cementere sin ledende rolle både i den fortsatte støtte til Ukraine og ved at skabe et markant øget pres, der med tiden kan bringe Rusland til forhandlingsbordet.

Putin har blikket stift limet til de krigsmål, Moskva definerede allerede før angrebet i februar 2022. I hans optik er enhver vestlig indrømmelse et udtryk for svaghed. Vestlig vaklen vil derfor kun forlænge pinen for ukrainerne og øge risikoen for, at Moskva føler, at man ustraffet kan prøve sig med aggression andre steder i Europa. Der er brug for en anderledes håndfast tilgang, og planerne for en sådan er for længst formuleret.

Hvad angår støtten til Ukraine ligger bolden allerede helt overvejende på Europas banehalvdel. Her kan en beslaglæggelse af milliardstore russiske midler i europæiske finansinstitutioner sikre, at det ikke kun er kontinentets skatteydere, men også Rusland selv, der kommer til at finansiere denne støtte. Der findes præcise køreplaner for en skærpelse af sanktionerne, så de i langt højere grad rammer, hvor det gør ondt, ikke mindst i forhold til den russiske energisektor.

Drøftelserne i Alaska bør have fjernet de sidste illusioner om, at kavaleriet fra Washington vil komme ridende for at redde Ukraine og Europa. Hvis kontinentets stormagter endelig vågner op og indser det, kan Trumps vingeskudte topmøde trods alt have haft noget, der minder om en positiv effekt.