Det er ikke kun en væltet statue i Randers, der har mistet jordforbindelsen
Når køn, kolonialisme og hudfarve vejer tungere end værket selv, går det galt for alle – ikke mindst for kunsten.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
En otte meter lang, sprøjtelakeret statue har i et par år vakt debat i Randers. Kunstværket ”Bar Roma”, skabt af Erik A. Frandsen, er en figur, der er væltet på sin alt for lille sokkel og nu ligger og flyder på trappen ved Thors Bakke.
Nogle randrusianere kalder den grim. Andre døjer med, at den fylder på trappen. Enkelte har døbt den ”Klodsmajoren”. Og så er der dem, der synes, at det er en sjov idé.
Ifølge Frandsen skal værket »udfordre og understrege de bevægelser og identitetspolitiske strømninger, der sætter spørgsmålstegn ved hierarkierne i vores samfund«. Det gør man ikke ustraffet. Langt fra Randers har to anerkendte kunsthistorikere fra Københavns Universitet, professor Mathias Danbolt og lektor Amalie Skovmøller, skrevet en videnskabelig artikel, hvor de – ifølge Erik A. Frandsen – overfortolker hans værk og antyder fascistiske undertoner i både værket og i kunstnerens hensigt.
Ifølge Weekendavisen, der har afdækket fejden, har KU’s praksisudvalg da også konkluderet, at artiklen på et usagligt grundlag kan sætte Erik A. Frandsen i et negativt lys, »idet hans formål med og udsagn om værket er misrepræsenteret«, hedder det ifølge Weekendavisen i udvalgets rapport. Den konkluderer dog, at der ikke er tale om tvivlsom forskning, for i en kulturhistorisk analyse er der åbenbart vide grænser for fortolkende forskning, hvor belastende den end er.
Af hensyn til plads og blodtryk skal læserne spares for forsøget på en længere redegørelse af kunsthistorikernes analyse af ”Bar Roma”. Navnet opstod i sidste øjeblik og refererer til en italiensk bar i byen Tresigallo, hvor fascismens arkitektur stadig står tilbage – ikke som hyldest, men som historisk kendsgerning.
Den slags, man nu ødelægger. Som Katrine Dirckinck-Holmfeld gjorde det, da hun stjal en buste af Frederik V og smed den i Københavns Havn. Hyldet af kunsteliten for den såkaldte dematerialiserende happening. Danbolt og Skovmøller kalder ifølge Weekendavisen ødelæggelsen »et af de væsentligste værker i nyere dansk kunsthistorie«, som er »blevet bærende for en uafsluttet debat om kunst, magt og kolonialismekritik«. Med angrebet på Erik A. Frandsen forlænger historikerne debatten. Angrebet omfatter også en fortolkning af ”Bar Roma”s blege, lyserøde hoved som en hvid mand. Hvilken forbrydelse. For en hvid mand er helst en glemt mand i de kunstelitære miljøer og blandt dem, der drømmer om at blive en del af dem. Erik A. Frandsen, ostehandlerens søn fra Randers, er netop en hvid, midaldrende mand. Veletableret, anerkendt. Populær ligefrem – og derfor mistænkelig.
Problemet er ikke, at kunstværker bliver tolket, selv om man kan undre sig over, hvor tiden og pengene til det kommer fra. Problemet er, når fortolkningen bliver en aktivistisk hammer, der slår hårdere end værket selv.
Det virker, som om der kun findes én adgangsbillet til kunsteliten: uforsonlig postkolonial, klima- og kønsaktivisme. Med det dominerende, ensidige verdenssyn viser kunsten sig både kedelig og irrelevant. Kedelig, fordi den gentager sig selv – vi har set og hørt om opgøret mod magt og normer, bruddet med fortiden. Irrelevant, fordi den kun taler til dem, der allerede er enige – og har læst pensum.
I det lys fremstår det nærmest avantgardistisk, når ARoS – Gud ved hvornår – åbner det gigantiske kunstværk ”The Dome” af den 82-årige, heteroseksuelle, kridhvide amerikanske kunstner James Turrell. Med sine såkaldte Skyspaces arbejder Turrell med lys og rummelighed. To elementer, der er kvælende fraværende i en del af den danske kunstverden, der tror, den skal definere ikke bare sig selv, men også fortid, nutid og os andre.