Fortsæt til indhold
Leder

Drømmen om hurtige penge var så tyk, at selv Wegovy fik sved på panden

Novo Nordisk er i modvind. Måske er det sundt at blive mindet om, at ingen aktie er vildere end virkeligheden.

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Novo Nordisk, danskernes darling og det tætteste, vi kommer på en dansk folkeaktie, har fået kursklask, der rungede helt ind i privatøkonomien.

Efter tirsdagens nedjustering og den længe ventede udnævnelse af en ny topchef faldt aktien 23 pct. Det vurderes, at de private investorer dermed har mistet op mod 37,7 mia. kr. – og så er indhugget i pensionsopsparingerne endda ikke talt med. Det er et tab så massivt, at det vil få enhver Wegovy-indtagende dansker til at tabe sprøjten af benovelse.

For Novo er ikke blot en folkeaktie. Med en nemmere vej til vægttab er medicinalselskabets produkter også blevet folkeeje. Vi vidste godt, at Novo Nordisk gennem mange år har gjort livet lettere og længere for diabetespatienter. Med GLP-1 kom det store, brede gennembrud i kendskabet og kærligheden. Væksten og aktiekursen var vild, så vild, at mange private investorer måske glemte tommelfingerreglen: spredning er redning.

Forelskelse gør blind og fattig, og det kan man som privat investor så ærgre sig over i dag. Den slags har de slet ikke tid til hos Novo Nordisk, for der er nok at gøre. Tidligere leveringsproblemer åbnede en dør på klem for efterligningsmedicin på det på alle måder store marked i USA, og det er svært at presse dem ud af medicinskabet igen.

Der blev investeret vildt i produktionen, men nu kniber det omvendt for salget at følge med. Samtidig tikker uret, for i 2031 og 2032 udløber Wegovy-patentet i henholdsvis Europa og USA. Med skuffende forsøgsdata lader vægttabsmidlet cagrisema, ifølge analytikere, ikke til at være det brag af en efterfølger, man kunne drømme om.

Der findes næppe noget quickfix på de problemer, der skal løses, og analytikere peger på, at Novo-aktien kan blive for den langsigtede investor. Det ligner en tilbagevenden til mere normale, usikre og jævne tider. Mon ikke mange investorer trods alt må erkende, at de også var med på den vilde optur.

Hvordan det går med Novo Nordisks drift og ikke aktiekursen, spiller i lighed med den øvrige medicinalindustri en kæmpe rolle for Danmarks bnp. Eksporten vil hverken vi eller Nicolai Wammen undvære. Men efter en uge, hvor det måske blev et farvel til drømmen om en ny bil nu og her, er der trods alt stadig noget at glædes over. Novo beskæftiger endnu ca. 30.000 medarbejdere i Danmark og betyder alverden for lokalområder og ikke mindst de patienter over hele verden, hvis liv er forandret takket være årtiers intensiv forskning på dansk jord.

Novo Nordisk tjener fortsat mange penge og forventer en fremgang i indtjeningen på op mod 16 pct. (mod en tidligere forventning på op mod 24 pct.). Hvordan det reelt står til, bliver vi klogere på, når halvårsregnskabet afsløres i næste uge.

Sådan skulle det gerne blive ved med at være, og der venter den nye topchef, Mike Doustdar, en sent udnævnt intern kandidat, en kæmpe opgave i at få styr på butikken og smadret konkurrenterne. Bestyrelsen har også travlt med at få ryddet op efter et selvforskyldt og uforståeligt ledelseskaos, der har været en påmindelse om, at irrationelle magtkampe og ævl og bævl findes i mange bestyrelseslokaler. Alt sammen kan det bidrage til at genvinde tilliden.

Den har vi slet ikke råd til at miste, og man kan derfor håbe, at ugens dårlige nyheder var et udtryk for den helt store oprydning, så Doustdar i fremtiden kan præsentere flere og mere positive nyheder fra Novo Nordisk, som på trods af problemerne stadig er svær ikke at have en svaghed for.