Kinas næste stød rammer hårdere og er ikke bare en forbigående smerte

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

I en helsidesannonce reklamerer kinesisk ejede Volvo med, at Volvo EX30 nu bliver bygget på en fabrik i Gent. Mens vi i EU mest er optaget af, hvordan vi skal forsvare os, fylder spørgsmålet om, hvad vi skal leve af, mindre, også selv om problemet rækker længere end præsidentperioder og toldmure i varierende højder. Er det svaret at være fabrikshal for Kina?

Meget har ændret sig, siden Kina var Vestens fabrikshal. Omlægningen fra maoistisk centralplanlægning til markedsøkonomi sikrede billig arbejdskraft, og ved årtusindskiftet gik mange vestlige industriarbejdspladser til en kineser. Konsekvenserne var enorme, men de dage er ovre. Den kinesiske arbejders største frygt er ikke længere ikke at blive erstattet af en robot, som det amerikanske satiremedie The Onion skrev i 2014. Der sprøjtes ingeniører ud fra universiteterne, og den kinesiske produktionskæde er automatiseret og AI-styret i en grad, der giver åndenød.

Kinas fremgang er flyttet fra samlebåndene til forsknings- og udviklingsafdelingerne. Også danske virksomheder søger kinesiske patenter i stor stil, og via en målrettet indsats er landet på vej til at blive dominerende på udvikling af teknologi. Kunstig intelligens, energi, telekommunikation og robotteknologi er blot nogle af de områder, hvor Kina overhaler i høj fart. Professorerne David Autor og Gordon Hanson, Massachusetts Institute of Technology og Harvard Kennedy School, peger i New York Times på, at det næste kinesiske chok kan blive langt større og få langt vildere konsekvenser for den vestlige udvikling, end da Kina overtog industriproduktionen. Magtforholdet er ændret.

Det er blandt andet de ting, der er god grund til at fordømme Kina for, der har bragt landet i en position, hvor det fylder for meget, og vi for lidt. Kina er hverken hæmmet af lokalplaner, arbejdstidsregistreringer eller hensyn til menneskerettigheder og har dermed et levende laboratorium på 1,4 milliarder indbyggere til at teste f.eks. avanceret teknologi til ansigtsgenkendelse. Men kritisable frihedsrettigheder har ikke gjort det alene. Da selv Kina løb tør for billig arbejdskraft, var man hurtig til at fokusere på udvikling.

Nogle af verdens største og mest innovative producenter af elbiler, batterier, solceller og droner er kinesiske iværksættervirksomheder, mindre end 30 år gamle. At dronerne forstyrrer freden og nattehimlen over Ukraine, er ubetinget forkasteligt. Vi kan heller ikke lukke øjnene for sindelagskontrol samt forfølgelse af religiøse mindretal og politiske minoriteter. Men at vende det hele ryggen går ikke. Det nytter ikke at skælde Kina ud for at være dygtig, også selv om konsekvenserne kan være enorme. Vi kan kræve, at spillereglerne, bl.a. inden for WTO, overholdes, opfordre til, at kinesiske virksomheder i højere grad engagerer sig og etablerer sig uden for landet. Men ikke mindst er der god grund til europæisk selvransagelse og til at tage ved lære af Kinas målrettede investering i fremtidens industrier.

EU har, godt hjulpet af Draghi, erkendt, at man ikke vinder kampe med overregulering og kvælende standarder. Konkurrenceevnen skal styrkes med en ny fond på 409 mia. euro, og tidligere har European Chips Act og The Green Deal været eksempler på hensigter. Men der reageres ikke med den kraft og sammenhæng, der er nødvendig, hvis vi skal leve af det.

»Vi er nødt til at møde verden, som den er. Ikke, som vi ønsker, den skal være,« sagde Lars Løkke Rasmussen, da han netop hjemvendt fra Kina besøgte Jyllands-Posten for nylig.

Det er klogt for en leder af Moderaterne og alle andre, der må leve med, at virkeligheden ikke forandres ved at fornægte den.