Manosfæren skal undersøges af radikale feminister – undskyld, hvem passer på drengene?
Der bør samarbejdes med helt andre, hvis man vil have en uvildig undersøgelse.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Ligestillingsminister Magnus Heunicke (S) kaster nu 700.000 kr. efter en undersøgelse af den danske ”manosfære” – de forskellige onlinefællesskaber, hvor drenge og mænd diskuterer maskulinitet og kønsroller. Opildnes skæve mandeidealer og had til kvinder?
Det giver mening. Men at undersøgelsen skal forestås af Cybernauterne, er forkert, al den stund at der er tale om en radikal feministisk gruppering, der på ingen måde kan tiltænkes at kunne gå uhildet til opgaven.
En af deres konsulenter beskrev sig selv som »lykkelig«, da Børsen brændte, med den begrundelse, at den var bygget af Christian IV, der jo var »slavehandler og kolonist«. En anden jublede over cheføkonom for Cepos Mads Lundby Hansens død. En tredje stod bag en profil, der anklagede en navngiven (og uskyldig) filminstruktør for at være pædofil.
Der bør med andre ord samarbejdes med nogle helt andre, hvis man vil have en uvildig undersøgelse.
Vi taler meget om radikaliserede drenges liv på internettet. Det bør vi også. Men hvem passer på vores drenge, som de er flest? De vokser jo op i en kultur, hvor det efterhånden er normalt at fremstille mænd som onde og det maskuline som noget entydigt forkert.
Det er et kæmpe overgreb. Ikke kun på almindelig sund fornuft, men også på de unge mænd, som tilsyneladende får sværere og sværere ved at hvile i sig selv, omgås piger og kvinder socialt og ikke mindst tage initiativ og føring, når det kommer til kønnenes dans.
Landets ”prinsesser” må ligefrem til Alanya for at møde ”rigtige” mænd. Danske mænd er jo »tørre kiks«. At mændene fra den anatolske højslette kommer med en voldsomt kvindeundertrykkende kultur, går åbenbart hen over hovedet på kvinder. En positiv dokumentar om danske mænd, der tager til udlandet for at finde ”rigtige” kvinder, fordi danske kvinder ”ikke er feminine nok”? Nej vel?
Hvordan nåede vi dog hertil?
En kvindelig dansk kunstner pralede for ikke så længe siden med at have fået en mandlig medarbejder fyret på et galleri. Blot fordi han var mand. Det vakte ikke større furore. Hvor stort havde ramaskriget ikke været, hvis der havde været tale om en mandlig kunstner, der havde fyret en kvindelig medarbejder?
Det er samme slags radikal feminisme, der i MeToo-sager ikke har brug for beviser for at kende anklagede mænd skyldige i overgreb. Kvinders ord skal hver gang bare tages for gode varer. Ud til højre med retssikkerheden.
Den slags radikal feminisme, der ikke for sin død kan forestille sig, at kvinder skulle lyve i familieretshusene i forbindelse med skilsmisser, bidrag og forældremyndighed, og som vil benægte, at vores uddannelsessystem og arbejdsmarked på lange stræk favoriserer piger og kvinder.
Den radikale feminisme har efterhånden kørt en rigtig og fuldt ud berettiget kvindekamp i grøften. Vi er endt med en misandrisk kultur – fuld af modvilje, fordomme og had mod mænd og drenge.
Det har aldrig været vigtigere for mænd at være gode rollemodeller for yngre kønsfæller, så de kan vokse op og blive selvstændige, handlekraftige, beskyttende og empatiske mænd, der hverken er bange for deres egen seksualitet eller maskulinitet.
Undersøg gerne manosfæren, men få kvalificerede til det – og få også kortlagt, hvordan misandri udøves i praksis imod danske drenge og mænd. Hvem har 700.000 kr. til det?