Hypen om fine restauranter dækker over en uappetitlig virkelighed

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Et spidskål uden stregkode kan udløse pinagtige scener ved supermarkedets kasse. Altså når den unge butiksmedarbejder har vendt og drejet denne alien fra grøntafdelingen og til sidst må spørge: »Hvad er det for en?«

Danmark slår stadig mave efter uddelingen af dette års michelinstjerner, for det er svært at fordøje al den virak.

52 stjerner er fordelt på 38 restauranter – hvem slap fri? Eksperter kaldes i studiet. Seneste nyt fra køkkenregionen blendes med raketopdateringer. I døgnene omkring den elitære kåring taler den snakkende og snackgnaskende klasse meget om lidt mad for de få. Forstoppelsen indtræder hurtigt.

Jo, det betyder noget for turismen, men for flertallet af danskerne er den kortvarige hype af køkkenet frygteligt fjern og inderligt ligegyldig.

Balladen står ikke mål med betydningen.

Resten af året taler vi meget lidt om danskernes madkultur, måske fordi der er noget at skamme sig over. Debatten er ellers langt vigtigere end Michelin-hysteriet, men overdøves af Wolt-budene. For en larmende knallert er blevet vor tids signal: »Vi skal spise« – i det omfang, vi overhovedet gør det sammen.

Arla Fondens seneste undersøgelse af unges køkkenfærdigheder forklarer, hvordan et spidskål kan udløse panik ved kassen, og hvorfor vi spiser mere tarveligt: 3 af 10 børn mellem 10 og 15 år ved ikke, hvordan man koger et æg, og en fjerdedel har intet begreb om, hvordan man skræller en gulerod.

Barndommens smag af friske danske jordbær risikerer at blive et svagt minde, for danskernes krav om struttende, friske bær – også flere dage efter indkøb – har trængt de gamle sorter i en sådan grad, at eksperter nu taler om risiko for udryddelse. Vi er selv skyld i miseren.

Danmark er et rigt land, også på fødevarer, men det bedste sendes ud af landet. Danskerne bruger en lavere procentdel af budgettet på madvarer sammenlignet med EU-gennemsnittet.

Til gengæld er priserne blandt de højeste, og udbuddet i supermarkederne er ringe. For der er kun én vare på hylderne: den, der sælges. Og det gør de fødevarer, der er snittet eller allerhelst bare skal lunes i ovnen.

Den selvejende videns- og forandringsorganisation Madkulturen slår fast, at vi bruger mindre tid i køkkenet, laver mindre mad selv, spiser flere færdigretter og mere takeaway.

Fra 2010 til 2021 er salget af færdigretter steget med 50 pct., og i dag spiser hver tredje dansker takeaway mindst en gang om ugen.

Derfor kan mødet med et helt, frisk spidskål være skræmmende for den unge generation, og det er både synd og skam.

Efter sommerferien kan eleverne på 191 skoler få et måltid mad i skolen. Så får de da noget, men med et budget på 854 mio. kr. bliver det nok derefter. Det er uappetitligt, at ansvaret for et måltid overdrages til et umætteligt servicesamfund, og begrædeligt, at den enkelte har opgivet det personlige ansvar for egen og børnenes næring.

Der er ellers alle muligheder for det modsatte i et velstående, fødevareproducerende land. I supermarkedet betaler vi ikke en øre for meget, men hvad vi bruger på takeaway og færdigretter, er tilsyneladende lige meget. Og det er en dyr løsning. For sundheden, fødevarekendskabet og madkulturen.

Vi orker ikke at tale om kulinarisk oprustning. Vi kan sådan set bare tage os sammen.