Det bliver ved med at stinke, når Søren Gade indædt nægter at lufte ud
Det er ikke indholdet i balladen om Søren Gade, der er det største problem. Det er, at balladen overhovedet findes.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Uanset jura og moral er det ikke klædeligt, at der er selvskabt virak om formandsposten i Folketinget. Det er den højeste post, man kan vælges til i dette land, og det forpligter. Også Søren Gade, hvis poster uden for Slotsholmen har kastet en skygge over en ellers respekteret politiker og et agtværdigt embede.
Man må gerne frydes over egen vælde, det kan endda være velfortjent. Hvordan Søren Gade (V) forvalter sit eget omdømme, er hans egen sag. Og vælgernes. Men ved stædighed at skade Folketingets omdømme, ja i bund og grund tilliden til de bærende institutionelle søjler i dette land, er en vigtig sag for alle. Derfor dur det naturligvis ikke, at Søren Gade først oplyser Folketingets Udvalg for Forretningsordenen om, at han har frasagt sig formandsposten i TecLeaf, og nu må tilstå, at sådan var det så ikke helt alligevel. Det er for uldent til posten.
Reglerne er ellers klare og i tråd med det ophøjede, der burde forbindes med hvervet som formand, en position mellem folkestyre og kongehus. Folketingets formand skal fratræde »hverv i offentlige eller private virksomheders, foretagenders eller institutioners tjeneste«. Hvis han ikke ønsker det, skal Udvalget for Forretningsordenen godkende posterne. Det gjorde det i sagen om Esbjerg Havn, som Søren Gade er formand for i en tid, hvor danske havne kæmper for at få del i flådemilliarderne. Men stik mod, hvad Søren Gade fortalte udvalget, er han stadig formand for virksomheden TecLeaf, et inaktivt selskab under afvikling, og dets betydning er ikkeeksisterende. Det er Gades håndtering derimod. Præcis som i blæsten om Esbjerg Havn handler sagen om moral, ordentlighed og respekt for det hverv, man forvalter. Hvorfor fik Søren Gade ikke bare udvalgets godkendelse til at fortsætte sit arbejde i TecLeaf, indtil virksomheden var fuldt afviklet og enhver svaret sit, når nu det ligger Søren Gade så meget på sinde? Hvorfor det fordækte, og hvorfor den stædighed, der lader til at være Gades største fjende lige nu?
Søren Gades påståelighed leder tankerne hen på afdøde minister og EU-kommissær Ritt Bjerregaard (S), der blottet for selvransagelse nægtede at bøje sig for den såkaldte folkedomstol. Ingen skulle bestemme, hvilket hotel hun skulle bo på eller størrelsen på og beliggenheden af hendes lejlighed. Hun holdt sig indædt til regler og principper, og det kan såmænd være meget godt, men kan også skade tilliden og troværdigheden, hvor uretfærdigt man selv synes, det måtte være.
Der er stærkt brug for både tillid, troværdighed og et værn for ordentlighed lige nu. Søren Gades principfaste kamp for sine poster og fortielserne om dem bidrager ikke til en opbyggelighed, der i forvejen har trange kår. Vores syn på politikere og de institutioner, der styrer Danmark, må ikke lide samme skæbne som vores opfattelse af dem, der styrer verden.
Det er forbløffende, at Søren Gade ikke for længst har erkendt, at hans udenomsposter er problematiske. I det lys spiller egne principper og stædighed ingen rolle. Respekten for sin egen stilling og omverdenens nødvendige respekt for samme er vigtigere og større end selvforståelsen hos den, der til enhver tid beklæder landets øverste demokratiske embede.
Må vi bede om en smule ordentlighed, ja måske endda noget så umoderne som selvopofrelse i en højere sags tjeneste? Hvis ikke fra det øverste embede i landet, hvorfra så? Hvis ikke fra Søren Gade, hvem så?