Forholdet mellem Trumps USA og Danmark er fuld af perfekte dilemmaer
På kort tid er forholdet mellem Danmark og USA kølnet gevaldigt. Først og fremmest på grund af Trumps lyst til Grønland, men der er grund til at være usædvanlig vagtsom over for alle skridt, USA tager i disse år. Desværre.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det er det perfekte dilemma. Desværre.
Donald Trump vil overtage Grønland. Grønland vil ikke overtages af Donald Trump. Eller nogen andre, for den sags skyld. Men aftalen med Danmark om amerikansk militær tilstedeværelse fra 1951 gør, at rigsfællesskabet ikke kan gøre noget, hvis Trump-administrationen vælger at flytte ledelsen af den amerikanske tilstedeværelse i Grønland til at høre under den nordamerikanske kommando i Colorado. Et træk, man ikke skal være udstyret med sølvpapirshat for at se som et led i forsøget på at æde sig ind på Grønland fra amerikansk side.
Ligeså med Wall Street Journals historie fra den forgangne uge om, at Trump-administrationen skal have givet ordre om at øge spionagen i Grønland. Nu er spionage et ret negativt ladet ord, der dækker over mange niveauer af indhentning af informationer. Og man skal være mere end almindelig naiv, hvis man tror, at den slags ikke foregår allerede. Alle nationer gør den slags. Men alene signalværdien har i tider som disse betydning, og det får mange grønlændere til at ligge søvnløs om natten.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen vil indkalde den amerikanske ambassadør til en kammeratlig samtale om den historie. Det er først og fremmest en symbolsk gestus; diplomatiets måde at sige ”hm-hm!” på. Og ikke noget, der ændrer noget som helst. Den nye amerikanske ambassadør er i øvrigt ikke udnævnt endnu, men Trumps kandidat er Ken Howery, manden bag PayPal, ven med Elon Musk og loyal Trump-støtte, der ikke lægger ikke skjul på, at Grønland vil være et af de områder, han vil have størst fokus på, når han er udnævnt som ambassadør. Det kan en samtale med Danmarks udenrigsminister ikke ændre på.
Samtidig er det danske folketing ved at behandle den aftale, der giver USA adgang til tre danske (jyske) baser med mandskab og materiel - og som det senest er kommet frem - ansatte i CIA. Udadtil fastholder den danske regering, at aftalen skal føres ud i livet, selv om primært venstre side af folketingssalen slår sig i tøjret. Men det ville være ualmindelig mærkeligt - og grænsende til bekymrende - hvis ikke der langt ind i regeringen i ubemærkede stunder var en ulyst over for at se aftalen udmønte sig til amerikanske uniformer - og blå briller - i det jyske landskab.
Da Danmark lavede aftalen med USA, var Joe Biden USA’s præsident, og forholdet mellem de to nationer så planmæssigt godt, som det havde været de foregående 79 år. Men allerede på det tidspunkt lurede truslen om Trump som uforudsigelig amerikansk præsident i horisonten, så kunne man ikke have ventet? Selv om de færreste nok havde troet, at Trumps aggressive fremfærd mod både Europa i almindelighed og Grønland i særdeleshed er kommet som en overraskelse for mange.
Det er det letteste i hele verden at udfolde denne bekvemme bagklogskab nu.
Danmark har både i forhold til Grønland og til forsvarsaftalen valgt noget, der minder om en strudsetaktik. Sig så lidt som muligt for ikke at tirre den egomane ejendomsudvikler. Man er ikke gået så langt som en række ledere, der har været på besøg i Det Ovale Værelse valgte: At snakke Trump efter munden. Men har tiet på lange stræk og så gentaget udmeldingen om, at Grønland ikke er til salg. Det er uden tvivl den mindst ringe taktik. For ligesom Trump ikke skal tirres, skal lilleputnationen Danmark heller ikke lade sig tirre. Det gælder i skolegården, og det gælder i storpolitik.
Men forholdet mellem Danmark og USA er lige nu det perfekte dilemma. Så længe Trump sidder, hvor han gør.