Katastrofen blev et vendepunkt for Europa

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Donald Trumps storpolitiske tete-a-tete med Vladimir Putin er for Europa en katastrofe – i begge dette ords betydninger. For glosen, der i dag bruges til at beskrive en stor ulykke, ofte med dødsofre til følge, har også en ældre bibetydning – »en afgørende vending eller vendepunkt i en udvikling, en persons, et folks liv«, ifølge Ordbog over det Danske Sprog.

De begivenheder, vi de seneste uger har været vidner til i forhold til Ukraine, kan siges at afspejle begge aspekter af ordet. Mest umiddelbart er USA’s svigt naturligvis et hårdt slag for Ukraine, hvis forsvar mod den russiske aggression er markant svækket. Ukrainerne har stadig ressourcer at trække på, men hvis Washington ikke relativt hurtigt genoptager hjælpen, må man frygte det værste.

Derfor skal det være en absolut hovedprioritet for Europa at sikre forsyninger og finansiel støtte til ukrainerne og samtidig prøve at lukke de huller, der er skabt af USA’s uforståelige hovsa-beslutning om at trække stikket på militærhjælp og efterretninger.

Skulle Trumps kurs i løbet af uger eller måneder føre til store tilbageslag eller ligefrem en kollaps af den ukrainske front, vil Europa stå i en akut nødsituation. Lige nu synes der stadig at være mulighed for at forhindre en sådan udvikling og samtidig påbegynde en fundamental omprioritering af vores strategiske ressourcer.

For uanset hvilke finter Trump vil divertere os med de næste knap fire år, så kan Europa ikke leve med at have pantsat sin fremtid i et USA, der i efterhånden mange år har befundet sig på slingrekurs og aktuelt domineres af kræfter, som idoliserer diktatorer og lægger demokratisk valgte politikere for had.

En nyorientering af europæisk sikkerhedspolitik er behæftet med mange åbne spørgsmål og vanskelige overvejelser. Perspektivet må stadig være at bevare de dele af det transatlantiske samarbejde, der lader sig redde, men at gå til værket anderledes illusionsløst end tidligere. Nogle vil håbe på, at Trump brænder hurtigt ud eller bliver afløst af en mere smidig politiker om fire år – men at satse kontinentets fremtid på sådanne eventualiteter ville være ansvarsløst.

Lykkeligvis er der en bred forståelse i de europæiske befolkninger for situationens alvor. En meningsmåling denne uge fra YouGov viste, at et klart flertal i Europas fem største lande ser både Trump og (i endnu højere grad) Putin som en trussel mod europæisk sikkerhed. I de fleste europæiske nationer er der fortsat et markant flertal for at støtte ukrainernes kamp.

Ukrainekrigen har på den måde forandret Europa mere, end vi måske til daglig reflekterer over. Den har fejet illusioner om Ruslands egentlige hensigter bort og banet vejen for en opbakning til Ukraine, der trods mislyde har været mere besluttet, end de fleste havde kunnet forestille sig før februar 2022. Den fuldtonede støtte til Ukraine ved et EU-topmøde i denne uge og beslutningen om at sætte yderligere fart i europæiske forsvarsinvesteringer er rigtige og nødvendige skridt på denne vej.

Vi er udfordret – som i årene efter 1945, da Den Kolde Krigs jerntæppe gik ned, og i perioden fra 1989 og et tiår frem, da demokrati og frihed slog rod i store dele af Central- og Østeuropa. Det lykkedes dengang, og det kan gøres igen. Den nuværende generation af politikere vil af historien blive målt og vejet på, om den formår at undgå katastrofen i Ukraine og skabe en afgørende vending i den måde, Europa fører sin sikkerhedspolitik på.