Trumps trampen kan betyde forskellen på krig og fred

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

I et af de mange museer for D-dag i Normandiet er Danmark nævnt. Nærmest i en bisætning. For mellem beretningerne om de amerikanske soldater, der blev sat i land på Omaha Beach og andre steder langs Normandiets kyst den 6. juni 1944, findes en tidslinje, så den besøgende kan få et overblik over krigens gang ind til da: den 9. april 1940, Tyskland invaderer Danmark. Den danske hær gør modstand i det, som er et af historiens korteste militære slag, oplyser tavlen.

Mindre end en formiddag tog det for tyskerne at overmande danskerne. Siden har skiftende regeringer sagt ”Aldrig mere en 9. april”. Indgået i alliance med Nato og i særlig grad USA, som var og er garanten for kongerigets sikkerhed. Historien er værd at huske på nu, når der igen råbes vagt i gevær.

Tirsdag offentliggjorde Forsvarets Efterretningstjeneste en opdateret trusselsvurdering om Rusland. I sin grundstruktur adskiller den sig ikke meget fra FE’s årlige trusselsvurdering, som udkom i december 2024: Rusland opruster og forbereder sig på at have en styrke, som er slagkraftig nok til at gå i krig med Nato.

Det betyder ikke, at Rusland har besluttet at gå i krig mod Nato, men det betyder, at Rusland ønsker at opruste til et punkt, som gør, at beslutningen kan træffes.

Men på et væsentligt punkt adskiller den opdaterede trusselsvurdering sig fra tidligere: Donald Trump er indsat som amerikansk præsident.

I december kunne man endnu gisne om, hvad han ville. Nu er alle – også strategerne i Kreml – blevet en del klogere. Verden er i gang med at forberede sig på en tid, hvor USA ikke per automatik stiller op i eller for Europa. Dybest set er der ikke noget nyt i det. Europæerne har i årevis talt om, at den tid kan komme, men om ikke før, så er alvoren ved at sætte sig.

Worst case-scenariet er ifølge FE, at Rusland, fem år efter at Ukraine-krigen er ophørt, kan være klar til at gå i krig med europæiske Nato-lande.

Det lyder grusomt, og det er det også. Men man skal huske at læse det med småt: Forudsætningerne er, ud over at Rusland ikke længere skal bruge kræfter på at kæmpe i Ukraine, at Nato-landene ikke har oprustet, og at USA ikke er en del af ligningen.

Men det ændrer ikke på, at det haster. Snart er det tre år siden, at et bredt flertal i regeringen indgik et nationalt sikkerhedspolitisk kompromis og gav hinanden håndslag på, at der skal afsættes flere penge til Forsvaret.

Siden da er flere milliarder rullet ud af statskassen. Mange af dem er brugt til det, som nobelt omtales som en genopretning af Forsvarets fundament, men som oversat til mere jævnt dansk betyder, at dansk forsvar har været så nedslidt og forsømt, at de store, nye investeringer ikke giver mening, før det basale er i orden.

Nu er krigskassen ved at være tom, og i hvert fald siden november, da det stod klart, at Trump havde vundet præsidentvalget, har det fra regeringstoppen lydt, at der skal bruges flere penge på forsvar. Statsminister Mette Frederiksen (S) har erklæret, at procenten af bnp er tættere på fem end to, som er Natos nuværende mål for, hvor meget medlemslandene mindst skal bruge på forsvar.

Torsdag mødes Nato-lande for første gang med USA’s forsvarsminister, Pete Hegseth. Spørgsmålet er, om han gør Europa klogere på, hvad Donald Trump vil, eller om han skal gøre Donald Trump klogere på, hvor langt europæerne kan presses?