Det lyder i sig selv helt vildt, men er snusfornuften på vej tilbage?
En nødvendig realisme ser ud til at brede sig. Det er kærkomment efter en tid, hvor de med de mest radikale planer også var de klogeste.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Tiden kalder på realisme og løsninger, der virker, frem for vilde visioner, der nok kan udløse våde drømme hos såkaldte visionære politikere, interesseorganisationers konsulenter samt et rapportgenererende embedsapparat, men som ofte viser sig ikke at kunne holde til mødet med virkeligheden.
Der er flere tegn på, at der bliver lyttet til tidens nødvendighed, selv på Christiansborg.
Forleden kom klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) med et svar til de jyske kommuner og de investeringslystne virksomheder, der har set store muligheder i en brintledning fra Lille Torup ved Viborg til den tyske grænse. En ledning, der skal udgøre kernen i en potentiel lukrativ eksport af grønt brændstof til de tunge tyske industrier, verdens skibstrafik og den internationale luftfart. Aagaards svar var blottet for fortidens trang til vidtløftigheder.
Nu vil regeringen »strække sig langt for at sandsynliggøre idriftsættelse af første fase af brintinfrastrukturen fra Esbjerg og til grænsen mod Tyskland allerede i 2030«. Det omfattende og vidtforgrenede projekt i store dele af Jylland er brudt ned i mindre etaper. Røret kan forlænges, hvis markedet og vilkårene står mål med visionerne.
Ledningen er en forudsætning for, at det hele kan lykkes. Det må man håbe, ikke mindst fordi der nu er fornyet håb for udbygningen af havvindmølleparker i Nordsøen. Møller, der skal generere den strøm, som elektrolysefabrikker kan omdanne til transporterbar brint.
Udbuddet af havvind løb sidste år ind i en kæmpefiasko, da ingen virksomheder ville byde på tre parker i Nordsøen, der ellers skulle levere halvdelen af de planlagte seks gigawatt.
End ikke Ørsted ville røre ved statens eget projekt. Var det markedet eller projektet, den var gal med? I stedet for indædt at holde fast justeres planerne nu. Et kommende udbud vil – måske allerede i år – være forbundet med færre krav til byderne og mere attraktive vilkår. Statsstøtte skal få det til at glide.
Senest har regeringen så erkendt, at hvad der i sagsmapperne om CO2-afgiften på brændstof til fiskefartøjer lignede et grønt fremskridt, i løbet af blot en måned har vist sig at være et sort hul for den danske fiskeindustri, nord- og vestjyske kommuner og de erhverv samt tusindvis af arbejdspladser, der følger med. Nu skal danske fiskere have mulighed for at få kompensation for de udgifter, de har haft til CO2-afgiften, »indtil teknologierne er mere udviklede, og den grønne omstilling kan realiseres«, som Fødevareministeriet formulerer det.
Som verden står, bør udfordringer løses med stoisk tilgang, rationel tænkning og fornuftige, virksomme løsninger, der afhjælper problemer frem for at skabe nye.
Selv om der på kort tid er sket meget på den front, er der stadig hundredvis af planer på tværs af landet, der trænger til at blive set i fornuftens prisme. Fra Energiø Bornholm til testcenter for vindenergi i Østerild. Fra skattefinansieret skolemad til stigende inklusionsiver i folkeskolen.
Den største anerkendelse må tilfalde den, der gør op med tidligere trang til prestige, erkender at have taget fejl og i stedet arbejder for gangbare og ikke mindst virksomme løsninger. Gid den tankegang må brede sig overalt i den offentlige forvaltning og til enhver politiker, hvad enten man er valgt til byrådet eller Folketinget. Men det vil måske i sig selv være at drømme for stort og for urealistisk.