Gad vide, hvad Gunnar ville sige til Minna i dag?
Det mere end haster med at trække i nødbremsen, der skal forhindre, at virkeligheden ramler ind i konsekvenserne af udsigtsløst skrivebordsarbejde.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
I januar har det givet ekstra meget ekko, når der hver morgen kl. 6.45 ringes ind til fiskeauktion i de hvide haller på havnen i Hanstholm. Der er langtfra den samme mængde fisk som før.
Siden årsskiftet har brændstof til fiskefartøjer været belagt med en CO2-afgift på 2,25 kr. pr. liter. Også her har Danmark valgt at være såkaldt foregangsland, men i de danske fiskerihavne ser man det bestemt ikke som et fremskridt.
Afgiften betyder, at udenlandske fartøjer vælger andre havne at losse og tanke i. Hvis man skal fylde en tank på 45.000 liter, skal et fartøj aflevere over 100.000 kr. ekstra til den danske statskasse – med faldende mulighed for godtgørelse.
Man kan derfor ikke fortænke dem i at søge til havne i Norge, Sverige eller skotske Peterhead, hvor fiskene finder vej til de store europæiske markeder.
Tilbage står danske fiskerihavne med halvtomme auktionshaller. Helt usædvanligt var der forleden ikke en eneste fisk på auktionen i Hanstholm. Torsdag var der 19 tons. I gennemsnit har der ellers været mellem 160 og 180 tons på auktion.
De faldende mængder er ikke bare et problem for fiskeauktionerne og engrosvirksomhederne, men i høj grad også for de følgeerhverv, der indtil nu har sikret arbejdspladser skattekroner til de kommuner, der i forvejen kæmper med faldende befolkningstal.
Smede, ansatte på filetfabrikker, elektromekanikere, vodbindere mv. er afhængige af de fisk, der bliver landet. Flere har allerede fået eller kan forvente snart at få en fyreseddel som følge af afgiften, lyder det fra branchen.
Er verden så blevet grønnere, når økonomien er blevet mere dyster? Næppe. Fiskefartøjerne sejler i visse tilfælde længere for at tanke og losse i andre havne end de danske. Der findes ingen reelle alternative brændstoffer, som den danske afgift kunne motivere fiskerne at begynde at bruge.
Fiskeriets udledninger udgjorde i 2018 0,7 pct. af Danmarks samlede CO2-emission, viser en rapport fra Aarhus Universitet, der også beskriver, hvordan fiskefartøjernes udledning endda er faldet med 57 pct. fra 1990 til 2018.
Det er med andre ord en høj pris, erhvervet og lokalsamfundene i særligt Nord- og Vestjylland i øjeblikket betaler for en grøn omstilling, der på papiret udgør en meget lille andel, og som i virkeligheden er en blindgyde.
Løsningen er langt væk, må man forstå på Jacob Jensen, Venstre-minister for fødevarer, landbrug og fiskeri. Til DR siger han, at regeringen »arbejder på et udspil for hele fiskerierhvervet, hvor vi også kommer til at adressere CO2-afgiften«, men kan ikke sige noget om, hvorvidt der er reel hjælp på vej, eller hvornår den i givet fald kommer.
Uret tikker for fiskerne, følgeerhvervene, lokalsamfundene og kommunerne. Når fiskene sejles til udlandet, pengene hver dag forsvinder, fyresedlerne hænger løst, og det endda ikke gavner klimaet, kan ingen tillade sig den tålmodighed, der ser ud til at præge ministeren. Heller ikke ministeren.
»Det er ikk’ så ring’ endda,« sagde Gunnar til Minna, da de to karakterer i fordums tid skulle få danskerne til at spise fisk to gange om ugen. I samme beherskede sprogbrug kunne en kommentar til den nuværende situation for dansk fiskeri være: ”Det kunne have været bedre”.
Det rækker dog så langtfra.