Lad os give Putins håndlanger meget mere at protestere over i 2025

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Da Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, så tilbage på året 2024, følte han sig kaldet til at true Danmark. Det kunne man læse, da det statskontrollerede medie Ria Novosti søndag bragte et nytårsinterview med en af Putin-styrets mest fremtrædende profiler. Og sikke en årskavalkade af ondskab, han var leveringsdygtig i. Udenrigsministeren afviste fredsforhandlinger om Ukraine, medmindre de var fuldstændig på russiske præmisser. Han hyldede samarbejdet med det iranske præstetyre i Teheran og følte sig så kaldet til at nævne vores lille skandinaviske kongerige.

Det siger lidt om, at vi trods et klejnt areal er store bidragydere til Ukraines forsvar. Senest landede en sending danske F-16-kampfly inden jul og vil forhåbentlig være af stor værdi for de ukrainske styrker.

Bidragene fra Danmark »tvinger Rusland til at træffe passende foranstaltninger for at sikre landets sikkerhed, herunder af militærteknisk karakter«, sagde Lavrov. Bevidst upræcist for at maksimere frygten hos os.

Men Rusland må efterhånden forstå, at Danmark står side om side med Ukraine. Statsminister Mette Frederiksen er en af de europæiske regeringsledere, som bogstaveligt har stået side om side med præsident Zelenskyj i 2024.

Intet koreograferet statsmikrofonholderi skal have lov til at skabe frygt og usikkerhed i Danmark. For det ændrer alligevel intet ved truslen. Den er reel, og det ændrer Lavrovs uelegante signal ikke på. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen svarede, at han tog meldingen fra Kreml med »ophøjet ro«. Og forsvarsminister Troels Lund Poulsen reagerede med en forsikring om, at der ikke er »nogen direkte militær trussel mod Danmark fra russisk side«.

Det bliver bare en semantisk underdrivelse. For selvfølgelig står russiske tropper ikke klar til at gå i land på Bornholm lige nu. Så direkte er truslen ikke. Men truslen er alligevel meget direkte. Rusland er centrum for antidemokratiske kræfter nær vores grænse. Rusland leder en angrebskrig på et demokratisk europæisk land. Rusland fører en aktiv hybridkrig, og Danmark er meget udsat.

Derfor skal vores modsvar også være meget direkte.

Lad os sørge for, at Lavrov blot ser Danmarks bidrag endnu tydeligere til næste nytår. Lad os sætte alt ind på at overbevise den nye amerikanske administration og politiske ledelse om værdien i Vestens fortsatte fælles forsvar af Ukraine. Lige der i Østeuropas vinterfrosne skyttegrave går en grænse, ikke kun for den ukrainske befolkning, men for hele Europa og for alle demokratier.

Lad os gå utålmodigt forrest i Nato for at sikre Ukraines fuldgyldige medlemskab snarest. Og lad os samles om både et styrket nationalt forsvar og også en fortsat styrkelse af Ukraines forsvar.

Lyt ikke til dem, som vil svigte Ukraine nu, hvor udmattelseskrigen netop handler om vedholdenhed og forsvarsvilje. Det kan virke fristende at give op. Men når man angribes af en udemokratisk stormagt, er der ikke noget alternativ til at forsvare sig selv. Det er det, Danmark gør. Vi forsvarer ikke kun Ukraine. Vi forsvarer også os selv. Ukraine forsvarer demokratiets grænse. Ukraine er ikke et ”dem”, Danmark er ikke ”os” – vi er et ”vi”.

De andre, det er Rusland. Den fælles fjende, som i 2022, 2023 og nu hele 2024 er blevet mødt med et mere samlet Europa og USA, end Putin havde planlagt efter. Lad det stærke forsvar kun stå endnu stærkere i 2025.