Er du stadig frisk på en hurtig handel med Putin, Messerschmidt?

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Hvert år ved denne tid udsender Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) sin vurdering af truslerne mod Danmark. Og ikke mindst i år er det ikke en af den slags gaver, man åbner med glæde. Faktisk er konklusionen mørkere end det decembermørke, vi alle trasker rundt i lige nu. Truslerne mod Danmark har ikke været alvorligere, mere bekymrende meget længe.

FE sætter to tykke streger under, at det langtfra er den eneste eller største trussel for det danske samfund. De to streger har navne: Rusland og Kina.

Det kan godt være, at Putin trak støtten til Assad, fordi han skal bruge alle ressourcer i Ukraine. Og det kan godt være, at han må ty til soldater fra diktator-kollegaen Kim Jong-uns enorme hær for at have kanonføde nok. Men samtidig sejler kinesiske og russiske skibe rundt i vores farvande og opfører sig – sært. FE taler netop om den øgede risiko for sabotage, som er et effektivt våben at føre en form for krig mod andre med. Alene den angst, som sabotagetruslen skaber, er et effektivt våben mod nationer.

Samtidig peger FE på, at nationer, der ikke er parate til at lade sig diktere af Vesten, er rykket tættere sammen. Rusland, Kina og Nordkorea er en kedelig trio at have som modstandere, ikke mindst fordi Vesten lige nu står med politiske kriser i Tyskland og Frankrig, usikkerhed om USA’s fremtidige rolle i Nato. I dette vadested kniber det med at få sat handling bag de fine ord om forsvar.

FE opregner, at Rusland alene producerer flere granater end hele Europas våbenindustri til sammen. Det understreger behovet for fælles fodslag, vel at mærke som ilmarch og ikke slentretur.

Også herhjemme er oprustningen i slæbegear. De lovede og bevilgede milliarder til genrejsningen af det danske forsvar synes heller ikke mærkbare, og en beslutning om at genåbne for dansk egenproduktion af ammunition bliver først realiseret om nogle år. Vi er simpelthen ikke ordentligt rustet til at imødegå de trusler, der synes at hobe sig op.

Heller ikke i Arktis, der bliver mere og mere interessant for Rusland og Kina. Her klarer man f.eks. fortsat den væsentlige danske patruljering med ældgamle inspektionsskibe. I stedet for at bruge krudtet på at diskutere tolkning på grønlandsk i Folketinget skulle man vise, at rigsfællesskabet – og dermed også Danmark – rent faktisk vil Arktis og er klar til at gøre det fornødne.

FE’s chef for efterretninger, Anja Dalgaard-Nielsen, siger, at frygt er et utroligt dårligt udgangspunkt for at træffe kloge beslutninger.

Det har hun ret i, men for at frygten ikke overtager fornuften, kræver det politikere med mod til at gøre det, der skal gøres. Også selv om en lavere pensionsalder er nemmere at sælge i løs vægt. Det kræver, at beslutninger ikke drukner i papirbunkerne i en styrelse, og det kræver en kynisk realisme, som nogle politikere har misforstået. Det er ikke tiden til naivitet. Eller bagkloge argumenter. Vi står midt i en alvorlig trussel, hvor vores vaklen veksles til gevinst af vore modstandere.

Tysklands mangeårige kansler, Angela Merkel, er efter Ukrainekrigens udbrud blevet klandret for at være naiv, når hun troede på, at man kunne styre Putin ved at handle med ham. Det kunne man bevisligt ikke, og derfor ville det være på sin plads, at Morten Messerschmidt og andre, der som ham mener, at man skal give Putin en luns af Ukraine ”for fredens skyld”, kigger sig selv i spejlet (og historiebøgerne) en gang til, når de har læst FE’s trusselsvurdering.

Er du så stadig frisk på en hurtig handel med Putin, Messerschmidt?