Denne leder burde ikke være skrevet

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

André Derains (1880-1954) relevans for de globale klimaforandringer forsvinder i absurditeten af den dårskab, det var, da to klimaaktivister i weekenden kastede orange maling på den franske malers ikoniske værk ”Kvinde i chemise”, der hænger på Statens Museum for Kunst.

Mange vil kende portrættet af danserinden fra natklubben Le Rat Mort – Den døde rotte. At finde svaret på, hvorfor netop hun skulle have gjort sig fortjent til endnu et eksempel på et angreb på kunsten, er umuligt. Deri består det meningsløse.

Tre gerningsmænd fra klimaorganisationen Nødbremsen blev efterfølgende anholdt. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt kaldte dem »opmærksomhedshungrende fladpander«, og det er på samme tid både et rammende og utilstrækkeligt ordvalg.

Det er langtfra noget nyt fænomen at ødelægge kunstværker af mere eller mindre søgte politiske årsager. Hverken i udlandet eller herhjemme. På den måde er værker gennem tiderne blevet vandaliseret med alt fra kødøkser til Københavns Havn. Den hovedløse bustesag fra Kunstakademiet understreger blot genrens tæt på komiske lave bundniveau.

I de seneste år har især europæiske museer været hjemsøgt af hærværk i klimaets navn. Idéen er den samme banale, metoderne forskellige: kartoffelmos med varierende konsistens, tomatsuppe, spraymaling, kage, lim, olie, flødeskum og nu orange maling.

Parolen ”Hvad er mest værd? Kunst eller overlevelse” er en falsk modsætning og med sine mange gentagelser både trivielt og selvafslørende. Det er ikke enten-eller.

André Derain blev godt nok marginaliseret i den franske kulturelite, men det skyldes sandsynligvis mere hans besøg i Tyskland under Anden Verdenskrig end hans klimaaftryk.

Ulovlige aktioner, hærværk og vandalisme gavner næppe klimasagen. Tværtimod er det fremmedgørende og polariserende for en tvingende nødvendig debat og handling. Det bliver for let at kalde gerningsmændene for tofuspisende tosser og mikroterrorister, når vandalmetoderne overstråler budskabet.

Hvis aktivisterne virkelig var mere optaget af klimaet end af selvpromovering, burde de kæmpe i det etablerede system og ikke via ødelæggende happenings, der fremkalder mere frastødende irritation end opbakning til en grundlæggende dagsorden, de fleste finder vigtig.

Tager man sin egen desperation alvorlig, burde man bruge den til noget, der kan gøre en forskel. Lobbyarbejde har i årtier fungeret glimrende for olieindustrien.

I stedet skaber man frygt og er med til at øge sikkerhedsniveauerne. Også på de danske museer stiger bekymringen for flere aktioner og angreb i fremtiden.

At netop kunst og museerne er mål for hærværket, understreger det paradoksale. Museerne, også de danske, fremstår i dag stadig mere politiserede. Budskabet i Louisianas udstilling ”Havet” er ikke til at tage fejl af, og snart sagt enhver udstilling kan af ordrige kuratorer tolkes ind i en klimadagsorden eller til nød seksualitet og opgør med kønsnormer.

Tv-kameraerne bliver fornuftigt drejet i den anden retning, når en tåbelig baneløber mere eller mindre påklædt afbryder en fodboldkamp.

Yderligere opmærksomhed kan ophøje gerningen og opildne til flere overfladiske tåbeligheder, der ikke fortjener andet end ignorance. Derfor burde denne leder ikke være skrevet.