Briterne har taget første skridt. Danmark gør klogt i at gå en anden vej

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Fredag besluttede et snævert flertal i det britiske underhus at gå videre med et lovforslag, som skal tillade aktiv dødshjælp i England og Wales.

330 medlemmer stemte for, 275 stemte imod. Nu fortsætter lovbehandlingen, og der er et stykke vej til den endelige afgørelse. Uagtet, at der i lovforslaget opereres med flere instanser, som skal efterprøve den døendes ønske, så ændrer det ikke på, at det at tillade aktiv dødshjælp er et etisk skråplan.

Som flere modstandere af lovforslaget bemærkede under debatten, så kan man aldrig vide sig sikker på, om det er andre motiver end ens eget ønske om at dø, som er drivende. Eksempelvis ønsket om ikke at være til besvær.

Briterne opererer nu med, at indgrebet først kan udføres, når den syge har maksimalt et. halvt år tilbage at leve i. Men har man først sat én grænse, så kan den rykkes. Spørgsmålet er ikke, hvornår et menneske har udsigt til at dø. Spørgsmålet er, om andre skal have ret til at gribe ind og hjælpe døden på vej, hvis man skal sige det nænsomt. Den mere brutale version lyder, om et menneske skal have ret til at aflive et andet.

Det er det ene spørgsmål, som skal stilles, og som man skal svare på. Ja eller nej.

Det er åbenlyst, at hvis svaret er ja, så står en række efterfølgende spørgsmål i kø. Hvornår må indgrebet udføres, hvem må man udføre det på: syge, gamle, børn, handicappede? Grænsen er umulig at trække. Og den skal ikke trækkes.

I 2023 skrev 50.000 mennesker under på et borgerforslag om at gøre aktiv dødshjælp lovligt i Danmark. Og det har været med til at drive SVM-regeringen ud i et arbejde, som kan ende med, at muligheden indføres. Men spørgsmålet er, om de mennesker, som på en tilfældig dag giver deres mening til kende, også vil nå frem til samme resultatet, hvis alle aspekter gennemtænkes.

Tankevækkende er det i hvert fald, at ifølge Lægeforeningen er det kun et mindretal, som rent faktisk ved, hvad aktiv dødshjælp er, og at 15 ud af 16 medlemmer i Etisk Råd har udtalt sig imod det.

Regeringen har nedsat et udvalg, som skal arbejde med det, som kaldes retten til en mere værdig død. Inden årets udgang skal der efter planen ligget et refleksionsoplæg, som »skal hjælpe til at nuancere regeringens beslutningsgrundlag for en dansk model for en mere værdig død«.

Oprindelig var der 10 medlemmer i udvalget, nu er kun otte tilbage, efter at to medlemmer i foråret forlod udvalget. Som Emma Helledie, afdelingslæge ved Enhed for lindrende behandling på Aarhus Universitetshospital, forklarede det over for Kristeligt Dagblad: »Jeg kan ikke stå på mål for, at udvalget leverer anbefalinger til konkrete modeller for dødshjælp«.

Et modigt skridt, som i øvrigt blev bifaldet af bl.a. Lægeforeningen, som klart og tydeligt har sagt, at »læger siger et rungende nej til at indføre aktiv dødshjælp, uanset om man så kalder det ”en assisteret afslutning på livet”.«

Med lægernes klare melding tyder noget heldigvis på, at det kan blive svært, for ikke at sige umuligt, for regeringen at finde en læge, som vil udføre indgrebet. Hvem skal så? Hvem vil?

Forestillingen om den smukke, smertefrie død som erstatning for menneskelig lidelse har fået alt for lidt modspil og eftertanke. Aktiv dødshjælp, assisteret selvmord, værdig død, eller hvad det nu kaldes for at få det til at lyde pænere, er en etisk glidebane, som vi ikke skal begive os ud på.